Hamp er en fantastisk plante

LANDBRUG – Hamp er en af verdens ældste nytteplanter. Den kan erstatte bomuld og anvendes som kosmetik, som isoleringsmateriale og til en lang række andre formål. Fra næste år er planlagt en fire-årig forsøgsordning med dyrkning af medicinsk cannabis.

Man skal have tilladelse til at dyrke hamp, som har en lang række anvendelsesmuligheder. Foto: Colourbox

Af Knud Anker Iversen, daglig leder af Miljø- og Energicentret i Høje-Taastrup

En af de mest fantastiske kulturplanter, vi overhovedet kender, er hampeplanten, der er en af verdens ældste nytteplanter. Dens historie kan følges 8000 år tilbage, og den kan dyrkes på alle breddegrader.

Alligevel forbinder det officielle Danmark stadig hamp med den underart, hvor bladene indeholder et stort indhold af THC (Tetrahydrocannabinol) og kan bruges som rusmiddel til hash eller marihuana.

Det er i Danmark en meget restriktiv lovgivning, når det gælder hamp. Og det er ikke tilladt at dyrke selv planter, der har så lavt et indhold af THC, at man ikke kan blive skæv af det.

Som landmand kan man dog få lov til til at dyrke industrihamp et år ad gangen, hvis man søger NaturErhvervstyrelsen.

Fra næste år er planlagt en fire-årig forsøgsordning med dyrkning af medicinsk cannabis. Ordningen retter sig mod patienter, der har lidelser som har sclerose, rygmarvsskade, kronisk smertebehandling og kvalme/opkastning efter kemoterapi.

Velegnet til økologisk dyrkning
Det er dog ikke kun til medicinsk brug, at hamp har imponerende muligheder. Hamp har en række andre potentialer. Det gælder for eksempel næringsmidler.

Den indeholder omega 3 og omega 6 fedtsyrer i det rigtige blandingsforhold. Den kan bruges som kosmetik. Selve planens fibre kan anvendes til tovværk eller som isoleringsmaterialer. For blot at nævne noget af denne fantastiske plantes potentialer.

Ifølge Miljø- og Fødevareministeriet er hamp især velegnet til dyrkning på økologiske arealer, idet den ikke kræver pesticider og kun begrænsede mængder gødning. Den høje plante holder ukrudtet væk og dens tre-fire meter lange rødder kan optage næring i et langt større omfang end andre kulturplanter.

Har dyrket siden 199
En af de personer, der er længst fremme, er Jørgen Heggelund på gården Vittenbjerggård ved Bjæverskov, som siden 1999 har dyrket industrihamp.

Hampen hos ham benyttes primært til strøelse, produktion af fibre og hampefrø – mest til eksport. Strøelsen består af 100 procent skæver,(inderkernen) og eksporteres mest til hesteejere. Skæver er god til at absorbere fugt. Fibrene eksporteres til videreforarbejdning til isoleringsmateriale, og frøene bruges især til fuglefrø.

Hamp kan erstatte bomuld
Helt unikt og meget perspektivrigt er dog, at hamp kan erstatte en række tekstiler. Man kan lave god og bæredygtig kvalitetstøj. Hamp kan virke som et godt alternativ til bomuld, der typisk dyrkes under stærkt miljøbelastende forhold – med højt forbrug af pesticider og vand.

Bomuld er en af de mest belastende landbrugsprodukter i verden. Hvis man dyrker bomuld økologisk, vil man spare brugen af pesticider, men også økologisk bomuld kræver et stort forbrug af vand.

Hamp producerer en stærk, bæredygtig fiber. De kan anvendes til tekstiler, tråde, tæpper, tæpper og lærred. Udbyttet er to en halv gange større pr. hektar end udbyttet er for bomuld, og så optager den mere CO2 i vækstperioden end bomuld.

Rachel Kollerup anvender hamp til tøj
Til trods for det er der ganske få mennesker, der beskæftiger sig med hamp til tekstilproduktion. En af de få er modedesigneren Rachel Kollerup, der har et firma med samme navn placeret i Brede.

Hun kæmper til gengæld indædt for at få styrket produktion af tøj på basis af dansk produktion – udover hamp så også hør. Hun er ikke alene i den proces. Hun indgår i et samarbejde med enzymproducenten NovoZymes, testvirksomheden Force Technology, Teknologisk Institut og har fået offentlig støtte fra forsknings- og innovationsministeriet.

Endelig arbejder hun sammen med den østrigske producent af hampetekstiler SEIDRA Textilwerke. Samarbejdet har resulteret i en rapport, der konkluderer, at der er tale om et særdeles bæredygtigt koncept med en markant reduktion i CO2-udslip.

Den første rapport havde fokus på miljø, bæredygtighed og livscyklus. Samarbejdet fortsætter, idet der nu skal fokus på, hvordan kommer hamp kommer videre fra høst og forarbejdning i Danmark, til der ligger færdigt tøj i butikkerne.

Tøj, der kan holde længere
Det er kun et – spørgsmål om forbrugerne vil fravige brug-og-smid-væk- mentaliteten. Som Rachel Kollerup siger:

- Tøjs holdbarhed er efter min mening den mest betydningsfulde faktor i en bæredygtig kontekst, derfor er jeg på mærkerne, når der er udsigt til at forbedre stof, så det kan holde længere.

Er forbrugerne indstillet på at give mere for deres tøj ,hvis de ved at det skal holde mange år fremover? Hvis det er tilfældet så er der meget spændende perspektiver såvel med nye gode opgaver til landbruget og gode arbejdspladser i Danmark.

Hamp har i Danmark er stor fremtid for sig – det er kun et spørgsmål om at turde kaste sig ud i det. Forbrugere som producenter.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: