Når vi genanvender affaldet, får vi en masse vigtige ressourcer tilbage i kredsløb. Det grønne husholdningsaffald kan f.eks. både blive til biogas og levere gødning tilbage til markerne.
- Affald er en ressource, som skal genanvendes – ikke brændes af, og regeringens strategi bringer os et skridt nærmere en bæredygtig ressourcehåndtering, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
Regeringens ressourcestrategi fastslår, at 50 procent af alt vores husholdningsaffald skal genanvendes i 2022, men strategien siger intet om, hvordan kommunerne skal nå dette mål. Det bliver derfor op til kommunerne at beslutte, hvor meget af affaldet, borgerne selv skal sortere og hvor meget kommunen sorterer, men da madaffald og andet organisk affald udgør omkring 40 procent af indholdet i vores skraldespand, vil det i praksis være det organiske affald, som skal sorteres fra og bruges til biogas i stedet for som nu, at ende i en forbrændingsovn.
- Vi havde gerne set nogle mere klare bud på, hvordan kommunerne skal nå målet, men vi må sætte vores lid til, at de efterlever det nationale mål, og det er oplagt for Danmarks Naturfredningsforenings lokale afdelinger at hjælpe kommunerne med at finde de bedste løsninger, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.
En stor udfordring
I langt størstedelen af de danske kommuner bliver det en stor udfordring at gennemføre målene, men det er ikke en umulig opgave. En række danske kommuner som for eksempel Holbæk, Herlev og Rødovre, har allerede indført forskellige systemer, der gør det let for borgerne at sortere affaldet.
Også i nogle af vores nabolande som Sverige og Tyskland, der i mange år har været langt foran Danmark, når det gælder genanvendelse, er der erfaringer at hente. Med regeringens ressourcestrategi er der en chance for, at vi kommer på niveau med de lande, vi ellers sammenligner os med.
Ressourcestrategien er et stort skridt for dansk affaldshåndtering, men ikke et skridt, der vil gøre os til europamestre, siger Ella Maria Bisschop-Larsen.
- I dag er det både god miljøøkonomi og god husholdningsøkonomi at sortere og genanvende, for priserne på nye ressourcer vil formentlig forsætte med at stige, så det er ikke kun det organiske affald der skal genanvendes. Vi skal også blive meget bedre til at genanvende småt elektronik, plast og metal, som også indeholder vigtige ressourcer, som kan genanvendes i nye produkter, siger hun.
Fortsætter som nu
I Danmark 3,5 millioner tons affald om året. Med den nye strategi regner man med, at Danmark i 2022 vil forbrænde 820.000 tons mindre affald end vi gør i dag, men den danske forbrændingsindustri forventer i fremtiden at brænde lige så store mængder affald som i dag, viser en undersøgelse, som Danmarks Naturfredningsforening har lavet.
Derfor er det afgørende, at ministerierne arbejder med en ressourceplanlægning, der omfatter både affald og energiforsyning, mener Ella Maria Bisschop-Larsen .
-Strategien signalerer et opgør med den ensidige fokus på affaldsforbrænding, vi har set de sidste 30 år. Allerede nu har en overkapacitet på affaldsforbrændingsanlæggene og strategien understreger behovet for at sikre, at vi ikke får bygget for mange og for store forbrændingsanlæg og at får lukket de dårligste, siger hun.
Danmarks Naturfredningsforening, mener også , det er vigtigt, at vi som samfund bliver bedre til at reducere affaldsmængderne, og ser frem til at regeringen, har lovet at følge denne ressourcestrategi op med en del 2, som handler om at gøre mængden af affald mindre.