Landbruget cementerer i den netop offentliggjorte energistatistik for 2010 sin position som den største danske leverandør af vedvarende energi, da produktionen af vedvarende energi på baggrund af restprodukter fra landbrugs- og fødevareproduktionen fastholdes på 40 procent.
Til sammenligning fylder vind nu 20,5 procent. Halm og vind står samlet set for de største procentvise stigninger, viser de nye tal fra Energistyrelsen.
Politiske initiativer virker
Det illustrerer klart, at politiske initiativer virker, siger Søren Korsholm, der er energi- og klimachef i Landbrug & Fødevarer, men samtidig må vi importere 50 procent mere vedvarende energi end året før, og det er bekymrende.
- Energistatistikken antyder, at vi på trods af en fremgang i den danske produktion er i gang med at udhule Danmarks styrkepositioner på det grønne område. Efterspørgslen på bioenergi overstiger den hjemlige produktion, og hvis ikke vi får gang i en hjemlig produktion af biobrændstoffer og fast biomasse hurtigst muligt, ender vi i et nyt afhængighedsforhold. I stedet for olie bliver det bare træ, siger Søren Korsholm.
Et plus på 17 procent
Det er især en rekord-stor import af træpiller, der kan høste største del af æren for, at Danmarks forbrug af vedvarende energi er steget kraftigt i 2010. Også de to nye vildmølleparker til havs, hjælper godt til.
Ifølge statistikken er forbruget af vedvarende energi i Danmark sidste år steget med 17 procent. Vindmøllerne har bidraget med 16 procent mere strøm end året før, og den danske produktion af biomasse er vokset 17,4 procent.