Gyllegate betyder million-regning til borgerne i Aalborg

GYLLEGATE – Regeringens landbrugspakke vil resultere i en ekstraregning på 25-40 millioner kroner til vandforbrugerne i Aalborg Kommune, viser en dugfrisk beregning fra kommunens miljø- og energiforvaltning.

Aalborgs vandforbrugere kan se frem til forhøjede vandtakster, hvir regeringen gennemfører landbrugspakken, siger Lass Olsen, rådmand i Aalborg Kommune.

Hvis regeringens landbrugspakke bliver vedtaget vil det koste borgerne i Aalborg Kommune op mod 40 millioner i ekstra vandregning, fordi kommunen vil være nødt til at beskytte grundvandet yderligere.

Det viser en helt ny  beregning fra Aalborg Kommune, oplyser Lasse P. N. Olsen fra Enhedslisten, der er rådmand i Miljø- og Energiforvaltningen i Aalborg.

Ifølge ham er det nødvendigt med yderligere grundvandsbeskyttelse som følge af de nye gødningsnormer i den landbrugspakke, som regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Konservative er blevet enige om.

- Når man øger mængden af gødning i landbruget, siger det sig selv, at man også øger landbrugets miljøbelastning. Det betyder, at vi bliver nødt til at lave dyrkningsrestriktioner på et større areal end ellers, når vi laver indsatsplaner for at beskytte grundvandet. Det skal landmændene kompenseres for økonomisk, og den regning kan kun opkræves ét sted: Hos vandforbrugerne, altså borgerne, siger rådmanden.

Nitratfølsomt område
Han gør opmærksom på, at Aalborg Kommune ligger i et nitratfølsomt område og målinger viser, at nitratindholdet i kommunens drikkevand er væsentligt højere ind i resten af landet.

Ekstraregningen til borgerne kommer, fordi kommunen vil være nødt til at udvide det, forvaltningen kalder »sårbare nærzoner«, hvor der er ekstra skrappe restriktioner på brug af gødning. Og det vil koste dyrt i erstatning til landmændene, der ejer jorden. Ifølge Lasse Olsen kan landmændene få helt op til 120.000 kroner pr. hektar i erstatning.

- Selvom vi i dag beskytter grundvandet effektivt, kan vi se, at nitratindholdet i vores drikkevand ligger betydeligt højere end landsgennemsnittet. Inden for de sidste 10 år har vi måttet lukke seks vandboringer, fordi nitratindholdet er for højt, så det er en helt reel udfordring, understreger han.

Regningen sendes videre
Derfor er der også god grund til at være forsigtige, når det handler om at passe på grundvandet, og ifølge Lasse Olsen er der en klar opbakning hos et flertal i Byrådet til, at kommunen kan fastholde et højt niveau for grundvandsbeskyttelse.

- Det ændrer ekstraregningen ikke ved. Men det er helt urimeligt, at regningen for regeringens landbrugspakke på denne måde sendes til borgerne, men rådmanden.

Øget indsats
Aalborg Kommune har siden midten af 1980′erne arbejdet med målrettet grundvandsbeskyttelse i de områder, hvor kommunens vandværker indvinder vand og er nået langt. Derfor bliver der heller ikke tale om ekstraordinære eller voldsomt fordyrende foranstaltninger som følge af landbrugspakken.

»Den betyder blot en øget indsats«, fremgår det af notatet fra Aalborg Kommune, som har gennemført beregningerne med udgangspunkt i eksisterende data fra tre områder, hvorfor 80 procent af vandet i Aalborg Kommune indvindes.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: