Grønt flertal afværger GMO-afgrøder i Danmark

GMO – Et grønt flertal i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg forhindrede i dag den GMO-venlige Eva Kjer Hansen i at give grønt lys for genmodificerede afgrøder i Danmark.

Modstanden mod GMO er stor, og Eva Kjer Hansen måtte i dag konstatere, at hun har et grønt flertal i Folketinget imod sig og derfor ikke kan åbne op for GMO i Danmark. Foto: Steve Rhodes via Flickr

Fire genmodificerede majssorter, som i øjeblikket venter på at blive godkendt til dyrkning i EU-landene, får trods velvilje fra miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen, alligevel ikke lov til at blive sået i dansk jord.

- På dagens møde i Miljø- og Fødevareudvalget skabte vi et flertal for, at Danmark skal søge undtagelse for tilladelse til dyrkning af fire forskellige GMO-majssorter, oplyser Christian Poll, der er miljø- og fødevareordfører for Alternativet.

Han efterlyser en bredere debat om GMO.

- For når først den slags er inde og bliver spredt i det åbne land, så er løbet kørt. Så findes det alle steder, og landmændene kan blive stavnsbundet til de virksomheder, der har patenterne, siger Christian Poll.

Vi skal den modsatte vej
- Jeg synes, det er oplagt, at vi ikke skal have GMO i Danmark. Vi skal gå den helt anden vej. Den økologiske, hvor man ikke bruger GMO og derfor slet ikke behøver de overvejelser om lemfældig omgang med natur og sundhed, lyder det fra Alternativets miljø- og fødevareordfører.

Flertallet uden om regeringen blev skabt ved hjælp af stemmer fra Enhedslisten, SF, Socialdemokraterne, Alternativet, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti.

Har udløst bitter strid
Den kontroversielle teknologi har atter udløst en bitter strid mellem tilhængere og modstandere, efter at miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen forleden meddelte, at hun var indstillet på at give grønt lys til dyrkning af genmodificerede afgrøder på danske marker.

Tilhængerne fremhæver gerne GMO som et oplagt redskab til at skabe større fødevareproduktion og afviser, at der skulle være miljømæssige eller sundhedsmæssige problemer forbundet med at flytte egenskaber fra den ene plante over i en anden.

I det økologiske landbrug er gensplejsning helt forbudt, og i USA, hvor størstedelen af alle marker med majs og sojabønner er tilsået med genmodificerede frø, har det skabt store problemer for de økologiske landmænd, når vinddrift eller anden form for transport har inficeret de økologiske marker fra nærliggende GMO-afgrøder.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: