Grønt byliv skal få Aarhus til at blomstre

Mejlgade og andre gader skal være grønne og frodige med små oaser.

GRØNT BYLIV – Mejlgade i det centrale Aarhus skal være en grøn og frodig gade med små oaser som samlingspunkt for samvær og byliv

I morgen lørdag kan du hente inspiration og få gode ideer til, hvordan du kan gøre din by både smuk og grøn. Det er Mejlgade Lab, der i samarbejde med foreninger og privatpersoner står bag et arrangement, der skal få det grønne byliv i Mejlgade og andre steder til at springe ud i fuldt flor.

- Skal vi ikke se at få brudt noget af flisebetonen og asfalten op i vore byer og få skabt smukke, grønne, sundere og skønnere byrum i stedet, lyder det lokkende i invitationen om lørdagens gadearrangement for grønt byliv. Det foregår klokken  10-17 i Mejlgade i Aaarhus C.

Nyt koncept for bytræer
Her får også et nyt koncept for bytræer premiere. Aarhus er i 2017 vært for kulturby 2017, og håbet er inden da at skabe en smuk grøn by til glæde for både byens borgere og besøgende.

Bytræerne kan købes til træets pris og planteudgift, hvorefter kommunen tager sig af plantning og vedligeholdelse. På den måde vil privatpersoner, virksomheder og institutioner få mulighed for at gøre byrummene smukkere, sundere og grønnere, siger Kim Nielsen og Lars Heiselberg Jensen, som har solgt de første bytræer i Aarhus . Det sker via den Socialøkonomiske virksomhed Growing Trees Network, som også er med til at plante folkeskove forskellige steder i landet.

- Vi mener naturligvis ligesom andre naturelskere, at Aarhus skal være meget grøn, siger Lars Heiselberg Jensen.

Han opfordrer alle til at være med til at fremme denne vision, men det kræver handling fra de lokale politikere og ledelsen af Kulturby 2017, siger han.

Folkesparekasse køber bytræer
Folkesparekassen har de seneste to år støttet Growing Trees Network’s vigtige opgave med at få plantet folkeskove, der skal sikre vores rene drikkevand i Danmark, fortæller Jesper Mørkenborg Kjær, pr- og marketingansvarlig i Folkesparekassen, som netop har købt de første to bytræer.

- Ligesom folkeskovene har træer i byerne mange positive effekter. Det grønne pynter og skaber liv i byrummet. Træerne optager regnvand og giver ly og læ for både mennesker og dyr. Og så suger bladene en masse CO2 og partikler fra luften til sig. Alt sammen er det med til at skabe et bedre bymiljø. Det vil vi gerne støtte op omkring og har derfor købt de to første bytræer til Aarhus. Forhåbentlig vil flere virksomheder følge trop, så vi kan vise det øvrige Danmark, hvordan vi i fællesskab kan gøre en forskel for samfundet og for vores miljø, siger han.

Bytræer er med til at øge velvære og kreativitet, ligesom de:

  • Fremmer biodiversiteten
  • Producerer ilt, renser luften, køler og skaber læ
  • Medvirker til at reducere oversvømmelser
  • Mindsker støjen fra biler
  • Mindsker hærværk og kriminalitet
  • Øger ejendomsværdierne og vores lyst til at shoppe

Fakta om bytræer

Når en virksomhed køber et bytræ køber den også samtidigt minimum 50 stk. træer til en Folkeskov som hjælp til rent drikkevand i fremtiden.

Når en privat borger køber et bytræ køber han/hun også samtidigt minimum 10 stk. træer til en Folkeskov som hjælp til rent drikkevand i fremtiden.

Mejlgade bytræ-premier er kommet i stand i et samarbejde mellem:

  •  Mejlgade Lab – tovholder: Jonatan Marcussen
  •  Sander Jensen, selvstændig og politiker.
  •  Center for byens anvendelse (Aarhus Kommune, grønne områder).
  •  Growing Trees Network / folkeskoven.dk med koncept og salg af de første bytræer i Aarhus.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: