Danmarks Naturfredningsforening rejser sammen med en række europæiske naturorganisationer skarp kritik af EU Kommissionen for fortsat at tillade fiskeri af den kritisk truede ål.
De grønne foreninger anbefaler i et brev til EU Kommissær Karmenu Vella til, at fiskeriet på ålene begrænses i en periode, til bestanden er genoprettet og peger samtidig på det paradoksale i, at havde ålen været på samme beskyttelses-liste som andre truede arter, i EU’s naturbeskyttelsesdirektiv, ville fiskeriet for længst være bragt til ophør.
- Ålen er udryddelsestruet og bestanden er nu under en tiendedel af, hvad den har været, siger Ella Maria Bisschop-Larsen, Præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
- Derfor mener rækken af organisationer at det er ubegribeligt, kortsigtet og dybt bekymrende, at EU ikke hjælper både ål og fiskere, ved at begrænse fiskeriet til bestanden har det bedre. Vi anbefaler et fuldstændigt stop for både fritidsfiskeri og kommerciel fangst af ålene i en periode, siger hun.
Ålene spises eller ødelægges i kraftværker
I brevet til miljøkommissæren gør de grønne organisationer opmærksom på, at der i dag heller ikke er sat fyldestgørende tiltag i gang på tværs af landegrænser til at sikre ålens vandring. Således ligger forhindringer som vandkraftværker, pumpestationer og ikke mindst forurening tager livet af ålene.
I Danmark fiskes der i stor stil efter ål og det er de færreste, der holder sig indenfor reglerne, viser en opgørelse fra Fiskerikontrollen i 2014. Alene i det nordjyske snuppede Fiskerikontrollen 487 ulovlige redskaber. Året før var det 495.
Forbudt at sælge ål
Gennem de seneste 25 år er bestanden faldet med 90 procent. I 2008 blev ålen listet som »kritisk truet« af Den Internationale Union for Naturbeskyttelse (IUCN) og har siden 2007 været på den såkaldte CITES liste II over truede dyr.
At en art er på CITES liste II betyder, at handel kun er tilladt hvis handelen ikke forhindrer at arten kan overleve. I 2010 blev alt salg af ål ud af EU forbudt. Ifølge EU-Kommissionen fordi åle-bestandene har det så skidt, at enhver eksport vil have skadelige virkninger for artens bevarelse.
Ålen har en meget kompliceret livscyklus, i forhold til at opdrætte den i fangenskab. Dens æg udklækkes i Sargassohavet, øst for Caribien og herefter svømmer den til Europa hvor den lever i op til 25 år, inden den vender tilbage for igen at forplante sig.