Grønne nyheder på nettet hver dag

Efter flere måneder som testsite lancerer vi nu officielt nyhedssitet OrganicToday.dk med daglige nyheder og baggrund om økologi, landbrug, klima, natur, energi og mad.

Ulla Skovsbøl og Gustav Bech vil forsyne læserne med daglige nyheder og baggrund om klima, natur og miljø.

På OrganicToday.dk får brugerne både det hurtige nyhedsoverblik og viden i dybden.

Sitet kombinerer den løbende nyhedsdækning med reportager, baggrundsartikler og debat indenfor stofområder, som ikke længere dækkes systematisk og sammenhængende i de trykte medier.

Sitet vil bringe både danske og globale nyheder.

OrganicToday.dk er uafhængig af kommercielle, organisatoriske og politiske interesser og ejes af de to journalister.

- Vi er begge glade for aviser og andre trykte medier. Men de er alt for dyre at producere og kan slet ikke hamle op med nettet, når det gælder nyhedsformidling, siger Gustav Bech, der sammen med Ulla Skovsbøl står for OrganicToday.dk.

Grønne holdninger og kritisk journalistik
- Vi har begge arbejdet med sitets stofområder i mange år. Vi går ind for vedvarende energi og bæredygtig produktion, men vi vil ikke spændes for en politisk eller organisatorisk vogn. Vores grønne grundholdning gør det ikke mindre nødvendigt at stille kritiske spørgsmål til vindmølleindustrien og de grønne organisationer, forklarer Ulla Skovsbøl.

Ulla Skovsbøl er freelancejournalist, fagbogsforfatter og tidligere radiojournalist i DR med speciale i miljø, energi og klima.

Gustav Bech er webredaktør og skriver om økologi, landbrug og fødevarer til nordiske fagblade og livsstilsmagasiner og har tidligere været redaktør af Økologisk Landsforenings 14-dages avis Økologi & Erhverv, som han grundlagde i 1988 – dengang under navnet Økologisk Jordbrug.

Righoldigt arkiv udbygges
Indtil videre arbejder journalisterne ulønnet. På længere sigt skal sitet finansieres ved hjælp af sponsorater og annoncer. OrganicToday.dk har været tilgængelig som testsite og under udvikling i flere måneder, men lanceres officielt 10. april 2012.

Sitet bliver løbende opdateret med nyheder og desuden udbygget med arkivmateriale fra de to journalisters righoldige produktion igennem mere end tyve år indenfor stofområdet.

Følg den grønne nyhedsstrøm på www.OrganicToday.dk – via sitets RSS-feed eller via facebook.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: