Grønne krav til biogas strammes

BIOGAS – Fra årsskiftet må der højst anvendes 25 procent energiafgrøder i biogasanlæg. Energistyrelsen har netop sendt tre bekendtgørelser i høring.

Tyske og sønderjyske landmænd producerer majs til tyske biogasanlæg. Det resulterer i et ensformigt landskab præget af endeløse majsmarker, hvor der ellers kunne dyrkes spiselige afgrøder. Foto: Colourbox

Energiaftalen fra 2012 forhøjede driftsstøtten til biogas, som anvendes til el-produktion og til biogas, der opgraderes til naturgasnettet eller renses og tilføres bygasnet.

Men samtidig aftalte politikerne, at støtte fra 2015 skulle betinges af, at der højst bruges 25 procent majs og andre energiafgrøder til produktionen. Fra 2018 strammes kravet til højst 12 procent energiafgrøder målt som tilført mængde, oplyser Energistyrelsen.

De nye krav skal forhindre, at det går ligesom i Tyskland, hvor landskabet visse steder domineres af endeløse majsmarker, som bliver solgt som energiafgrøde til et biogasanlæg. Tendensen ses også på den danske side af grænsen.

Majs og korn
De regulerede energiafgrøder er majs, roer, korn, græs, kløvergræs og jordskokker. Reguleringen omfatter kerner og helsæd. Kløvergræs fra økologiske arealer er undtaget regulering. Det samme er græs og kløvergræs fra flerårige arealer, der ikke har været pløjet op i fem år.

Støttemodtagere og producenter af biogas skal hvert år indberette, hvilke typer biomasser der har været anvendt til produktionen af biogassen. Af hensyn til korrekt indberetning og kontrol skal biogasanlæggene løbende registrere mængder af anvendte biomasser i en logbog.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: