I går lykkedes det Danmarks udviklingsminister Christian Friis Bach og udenrigsminister Alva Baptiste fra Saint Lucia at samle 105 lande om en stærk erklæring forud for Rio+20 topmødet i næste uge.
De to var mødeledere ved EU-ACP ministermødet i Vanuatu, hvor de sammen med regeringsrepræsentanter fra 105 lande vedtog en fælles erklæring om flere af de vigtige og følsomme emner, som det endnu ikke er lykkedes at skabe enighed om i forhandlingerne op til Rio+20.
Christian Friis Bach hæfter sig særligt ved, at det stærke ønske om at styrke og udvikle grøn økonomi også vinder genklang i fattige lande.
- Den fælles erklæring understreger, at flere og flere fattige lande ikke længere ser udviklingen af en grøn økonomi som en begrænsning, men i stedet som mulighed for at skabe bæredygtig vækst og nye arbejdspladser. Det giver ny optimisme, mener han.
Den nye alliance består af fattige lande fra Afrika, Vestindien, Stillehavet samt EU-landene. Enigheden drejer sig blandt andet om at udvikle globale bæredygtighedsmål om grøn økonomi og om at sikre stærkere globale organisationer – først og fremmest en stærk international miljøorganisation og en organisation, der kan holde øje med, om landene gør de nødvendige fremskridt i forhold til bæredygtig udvikling.
Christian Friis Bach er meget glad for, at lande med så forskellige forudsætninger og udgangspunkter kan finde sammen om stærke fælles interesser.
- En stærk fælles erklæring fra en alliance af 105 rige og fattige lande sender et markant signal til Rio-forhandlingerne på dette afgørende tidspunkt, siger han.