Af Christian Poll, klimaordfører for Alternativet
Alternativet har det som et helt afgørende mål at bremse klimaforandringerne, før de får katastrofale konsekvenser. Derfor kæmper vi indædt for en seriøs grøn omstilling – i hver vores egen hverdag, i vores lokalforeninger, i bevægelsen Alternativet og bredt i samfundet, i vores parlamentariske arbejde på Christiansborg og ude i verden. Vi vil have, at den grønne omstilling bliver dét, vi måler alt op imod: Politik, hverdag, velfærd og forretning.
Det er også grunden til, at Alternativet i denne uge har presset på for, at et samlet folketing beslutter sig for, at den historiske klimaaftale, der blev vedtaget på COP21 – Parisaftalen – bliver ratificeret af Danmark hurtigst muligt.
Efter Alternativet fremsatte beslutningsforslaget tidligere på året, offentliggjorde regeringen med klimaminister Lars Christian Lilleholt som afsender i sidste uge, kort for førstebehandlingen af vores beslutningsforslag, at regeringen vil ratificere aftalen hurtigst muligt efter sommerferien.
Den udmelding om, hvad regeringen vil foretage sig, har vi ventet på lige siden december, hvor Paris-aftalen blev vedtaget. Så den er vi selvfølgelig glade for.
Kun 16 lande har ratificeret klimaaftalen
Men vi forstår ikke, hvorfor regeringen sammen med dens parlamentariske grundlag ikke bare stemte for vores forslag. Der er vel ikke så meget at være i tvivl om: Det gælder om at få Parisaftalen ratificeret hurtigst muligt, for jo før det sker, jo før vil også andre lande følge efter og jo før vil aftalen træde i kraft.
Aftalen træder først fuldt i kraft, når 55 af verdens lande, der samlet repræsenterer over 55 procent af verdens drivhusgasser, har ratificeret aftalen.
Så det er ikke ligegyldigt, hvad Danmark gør og hvor hurtigt, vi gør det. Det siger regeringen heller ikke, heldigvis. Men hvorfor vente til efter sommer, som først bliver efter Folketingets åbning i oktober og muligvis endnu senere?
Vi er i forvejen alt for langt ude over kanten af, hvad planeten kan holde til og CO2-niveauet i atmosfæren er langt over det niveau, som kan begrænse den globale opvarmning tilstrækkeligt, så det haster altså.
Indtil videre har hele 176 lande – heriblandt Danmark – underskrevet aftalen, men kun 16 har ratificeret den. Det drejer sig hovedsageligt om små østater, der i global sammenhæng har yderst begrænsede udledninger – og så Somalia. Vi mangler nogle større lande på den liste.
Liberal Alliances forståelse af klimaforandringerne
Samme dag som vi behandlede vores forslag om at ratificere Paris-aftalen hurtigt muligt, behandlede det franske parlament et lignende forslag. I Folketinget blev vi kritiseret for, at forslaget var spild af tid af Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
Liberal Alliances ordfører Villum Christensen, der tidligere har benægtet, at klimaforandringerne er menneskeskabte, fastslog med henvisning til ‘økonomien, der er gået i stå’ og ”kulturforandringer på grund af immigranter”, at der er masser af vigtigere ting at tage sig til. Vi mener ikke, at nogle ‘trusler’ mod vores – og verdens – samfund er større end klimaforandringerne.
Dansk Folkepartis ordfører Mikkel Dencker, der tidligere har fastslået, at Danmark kan nøjes med en enkelt havvindmølle, afviste forslaget og betegnede i øvrigt grøn omstilling som en lille hobby for verdens rigeste lande. Han glædede sig dog over, at der nu, efter Parisaftalen er vedtaget, er global opbakning til at gøre noget ved klimaudfordringen.
Hvorfor ikke bare sætte farten op?
Hvorfor ikke bare sætte farten op, som vi har brug for. Det skaber i øvrigt også masser af danske arbejdspladser, fordi vi er verdensførende på eksporten af grønne energiteknologier, som vil blive endnu mere eftertragtede, når Paris-aftalen skal gå fra at være en plan til handling.
Positivt var det dog, at alle partier fastslog, at de tager klimaudfordringen alvorligt og at de støtter regeringens ønske om at ratificere Parisaftalen hurtigst muligt efter sommerferien.
Så lad os ratificere Paris-aftalen i en fart. Intet står juridisk til hinder for, at vi gør i gang med arbejdet nu. Klimaministeriet bør senest i dag gå i gang med processen, da vi jo ikke ved, hvor lang tid den kan tage. Hvis vi først til oktober påbegynder arbejdet, har vi spildt kostbar tid, og vi risikerer at ende i gruppen af fodslæbende lande i EU; der er nemlig bekymring om, at nogle lande måske kan finde på at benytte ratifikationen som forhandlingsobjekt, når der skal forhandles byrdefordeling – og det vil være en katastrofe, hvis det hele kommer til at gå op i tovtrækkeri om procentsatser.
Jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig, at den danske regering gør sig samme overvejelser. Så for at sætte dette helt på plads, håber jeg, vi kan få en klar udmelding snarest fra ministeren om, hvordan tidsplanen i detaljer kommer til at se ud, og at vi kan runde processen af med en politisk behandling i Folketinget umiddelbart efter åbningen den første tirsdag i oktober 2016.