Af Ole Kjærulff Davidsen
Økologisk landmand
Her gives en kritisk vurdering ud fra et økologisk perspektiv af kandidaterne i Skanderborg valgkreds. Politikernes grønne profiler bedømmes på en skala fra minus 5 til plus 5 stjerner.
Dansk Folkeparti: Mette Hjermind Dencker glimrer med den mest oplysende valgplakat: Som en miss Danmark smiler hun til os med det gule hår i perfekt match med kornmarkerne og det blå bælt i baggrunden. Men hov, billedet er for resten tomt: Ingen ukrudt, ingen hegn, ingen dyr, ingen mennesker, kun én ting: Sprøjtespor, der afslører, hvordan landskabet er blevet tømt for alt andet end den næringsfattige monokultur, som plakaten patetisk hylder.
Valgpropagandaen udtrykker fint DFs dobbelte, splittede væsen: På Christiansborg giver man med den ene hånd almisser til øsamfund og udkanter, mens man med den anden hånd fremmer det industrilandbrug, der tømmer landet for liv. Tilsvarende er bekymringen stor for kæledyrs velfærd, men minimal for de mange millioner produktionsdyrs. Nul stjerner.
Radikale Venstre: Svend Thorhauge interesserer sig mest for uddannelse og kulturliv, men han skal have ros for at have påpeget, at også Skanderborgområdet risikerer at blive ramt af skifergas-udvinding (se nærmere på www.geus.dk). De radikale arbejder seriøst på at omstille til mere vedvarende energi, men lider under stærkt urealistiske forestillinger om grøn vækst og Danmark som ”verdens klimafyrtårn” – skønt vi er et verdens mest klimabelastende lande. Partiet har et potentiale i at genfinde sin fortrængte historie som husmændenes parti. 3 stjerner.
Konservative: Naser Khader er komplet ligeglad med miljøet – se hans blog på BT. Khader er ivrigt optaget af dansk kristendom, som han dog har misforstået: Horisonten begrænser sig til eksistentialistisk lutherdom, mens Grundtvig og Løgstrup helt lades ude af billedet. Khader har tilsyneladende endnu ikke opdaget, at vi ikke er alene med medmennesket og Gud, men også med den øvrige verden, som består af jord, planter og dyr. Minus én stjerne.
Kristendemokraterne: Kristian Søndergaard Larsen er et helt ubeskrevet blad, som erklærer familie og landdistrikter for mærkesager. KD har tilbage fra 80-erne tradition for en nogenlunde ansvarlig miljøpolitik – men partiets daværende miljøminister Christen Christensen overlevede ikke mødet med storlandbruget. Én stjerne for fromme hensigter.
Socialistisk Folkeparti: Kirsten Normann Andersen interesserer sig tilsyneladende ikke for den grønne dagsorden, selv om denne spiller en væsentlig rolle for hendes parti. Man skal dog være opmærksom på, at SF med sin tilslutning til Natur- og landbrugskommissionens rapport fra 2013 desværre kommer til at arbejde for en zone-inddeling, hvor en betydelig del af landet overlades til kemibaseret landbrugsdrift. To stjerner.
Venstre: Kim Andersen brænder for en udvidelse af E45 og vil løse landbrugets økonomiske problemer ved at lade det ”gøde efter behov”. Miljø og klima interesserer kun Kim Andersen og Venstre, for så vidt som disse står i vejen for økonomisk vækst. Partiet spiller en central rolle i Det landbrugsindustrielle Kompleks, hvor erhvervsorganisationer, centraladministration og statslige forskningsinstitutioner er vævet sammen til et uigennemsigtigt magtapparat, der er lige så effektivt, som det er hensynsløst i forhold til natur og oprindelig kultur i indland som udland. Minus 4 stjerner.
Socialdemokraterne: Miljøminister Kirsten Brosbøls erklærede mål er en renere natur og mindre skadelig kemi. Når det kommer til midlerne, går hun desværre i en stor bue uden om det eneste, der virkelig batter noget i sammenhængen, nemlig landbruget. Ikke så mærkeligt, da hendes parti har stået fadder til projektet Månegrisen (Det forureningsfri svin (!)) og bevilget hundreder af millioner kr. i statsstøtte til fallerede industrilandbrug – læs: Miljøvandaler. Hvis man vil stemme på en socialdemokrat, der har udtrykt mere konstruktive idéer på området, så stem på den nyopstillede forstander for Kalø Økologisk Landbrugsskole, Kim Qvist. To stjerner til Brosbøl for at være bedre end dem, der er værre.
Alternativet: Nico Grünfeld er mest optaget af sundhed, familieliv og iværksætteri. I partiprogrammet er bæredygtighed hovedsagen, og dét på den positive måde, at Brundtland-rapportens definition af begrebet fastholdes, samtidig med at det udvides til også at gælde den sociale og den økonomiske dimension. Det er dog bekymrende, at partiet ikke i højere grad betoner nødvendigheden af fysisk og praktisk arbejde i forhold til de økosystemer, som Alternativet forhåbentlig anser for ikke blot et middel, men et mål i sig selv. Den kreative klasse kan ikke det hele. 4 stjerner.
Løsgængere: Yahya Hassan har ikke udtrykt meninger om miljø, klima or the like – og trænger tydeligt til at komme ud på landet. Hans digtsamling kan læses som en indirekte argumentation for, at unge utilpassede bør sendes ud at grave grøfter og luge grøntsager. Én stjerne.
Liberal Alliance: Ole Birk Olesen ønsker mindre skat, mindre EU og mere motorvej. Partiet har sparet en del anstrengelser ved at kopiere sit landbrugspolitiske program fra en forening af godsejere og storbønder med det underfundige navn ”Bæredygtigt Landbrug”. Programmet går kort sagt ud på, at landmænd bør kunne gødske og sprøjte, omtrent som det passer dem. Generelt mener partiet, at økonomiske interesser går forud for miljøhensyn. Minus 5 stjerner.
Enhedslisten: Maria Temponeras er uden sammenligning den grønneste spidskandidat i Skanderborgkredsen. Enhedslisten har rødder i den yderste socialistiske venstrefløj, men partiet definerede sig tidligt som rød-grønt, og har på det senere udviklet sig til også at nærme sig småborgerlige værdier – hvilket her er positivt ment. Et problematisk punkt i partiets natur-politik er, at det går ind for, at de store rovdyr skal genindvandre. Fem stjerner i forventning om at ulven alligevel bliver sat på plads!