Af Ulla Skovsbøl, journalist
Det er vigtigt at børn har mulighed for at opholde sig i grønne områder fra fødslen og op til tiårsalderen, for det påvirker deres psykiske sundhed som voksne. Det viser et nyt studie, som forskere fra Institut for Bioscience ved Aarhus Universitet har gennemført sammen med Center for Registerforskning, oplyser universitetet.
I studiet har forskerne brugt satellitdata fra 1985 til 2013 til at kortlægge mængden af grønt omkring barndomshjemmet for knap en million danskere og sammenholdt disse data med risikoen for at udvikle en af 16 forskellige psykiske lidelser senere i livet.
Hele barndommen skal være grøn
Studiet blev offentliggjort den 26. februar 2019 i det ansete amerikanske tidskrift PNAS og viser, at de børn, der har haft de grønneste omgivelser i barndommen, har op til 55 pct. mindre risiko for at udvikle en psykisk lidelse – selv når der er taget højde for andre risikofaktorer som socioøkonomisk status og tidligere tilfælde af psykiske lidelser i familien.
»Vi er blevet klar over, at vores omgivelser har større betydning, end man tidligere troede. Derfor er vores studie vigtigt, da det giver os en bedre forståelse for årsagerne til psykiske lidelser«, konstaterer postdoc ved Institut for Bioscience, Kristine Engemann, som har stået i spidsen for undersøgelsen.
Unikt datamateriale
»Vores data er ret unikke. Vi har haft mulighed for at trække på en stor mængde data fra danske registre om bl.a. opholdsadresser og sygdomsdiagnoser, og sammenligne det med satellitbilleder, der afslører den mængde grønne områder, hver enkelt har haft omkring sig gennem opvæksten,« fortæller Kristine Engemann.
Kristine Engemann tilføjer, at grønne omgivelser ikke påvirker risikoen for alle de undersøgte 16 psykiske lidelser i lige høj grad. Misbrugslidelser samt neurotiske, stress-relaterede og somatoforme lidelser påvirkes mest af en opvækst i grønne omgivelser, mens det ikke lader til at have betydning for mental retardering og skizoaffektivt syndrom.
Grønne og sunde byer
Forskerne vidste i forvejen, at f.eks. støj, luftforurening, infektioner og dårlige socioøkonomiske forhold øger risikoen for at udvikle psykiske lidelser. Omvendt har andre studier vist, at mere grønt i lokalområdet giver mere socialt sammenhold, øger folks fysiske aktivitetsniveau og kan forbedre børns kognitive udvikling. Det er alt sammen faktorer, der kan have betydning for ens psykiske helbred.
Derfor justerede forskerne bag det nye studie for de kendte faktorer, der øger risikoen for at udvikle en psykisk lidelse – eksempelvis socioøkonomisk status og tidligere psykiske lidelser i familien. De er derfor overbeviste om, at der er en tæt sammenhæng mellem byliv og psykiske sygdomme, og den viden er vigtig for den fremtidige byplanlægning. Ikke mindst fordi en større og større andel af befolkningen, også på verdensplan, bor i byer.
En større og større andel af jordens befolkning lever nu i byer, og ifølge WHO lider mere end 450 millioner mennesker af en psykisk lidelse globalt – et tal, der forventes at stige.
OrganicToday.dk Nyheder, baggrund og debat om klima, natur og miljø.
Redaktion:
Gustav Bech (ansvarshavende) gustav@GreenUpdate.dk
Udgiver: GreenUpdate.dk Uafhængig af politiske og økonomiske interesser.