Grøn afgift giver minimal miljøgevinst

ENERGI – En usædvanlig bred konstellation af eksperter, erhvervsliv og miljøfolk opfordrer nu kraftigt regeringen til at udforme NOx-afgiften helt anderledes.

NOx-afgiften er ikke skruet godt nok sammen, mener en bred vifte af eksperter, erhvervsliv og miljøfolk.

- NOx-afgiften kan gøres mere intelligent ved at tilbageføre dele af den til virksomhederne. På den måde tages der mere hensyn til de mest konkurrencepressede virksomheder – og opnås større miljøgevinst, siger civilingeniør Kåre Press-Kristensen fra Det Økologiske Råd til Politiken.

Han understreger, at rådet helhjertet støtter en NOx-afgift, men mener, at den svenske udformning af den er langt bedre.

Den svenske afgift føres tilbage til erhvervslivet for at belønne energieffektive virksomheder, skriver Politiken.

I Danmark kunne den bruges til at belønne NOx-reducerende tiltag i stedet for blot at ryge i statskassen, mener Det Økologiske Råd.

Skal føres tilbage

Flere eksperter støtter kravet om en ændring.

- Hvis der overhovedet skal være en NOx-afgift, skal den føres 100 procent tilbage til erhvervslivet, siger Peter Nedergaard, professor i international politisk økonomi på Københavns Universitet, til Politiken.

NOx-afgiften var en del af finanslovsaftalen mellem regeringen og Enhedslisten og skulle skaffe 600 millioner kroner om året.

Beskat 750.000 brændeovne

Men man kan ifølge Det Økologiske Råd skaffe de penge meget mere intelligent ved også at lægge en afgift på gamle biler og landets 750.000 brændeovne.

Brændeovne er også en kilde til NOx-forurening og udleder desuden over 25 gange flere skadelige partikler end landets kraftværker tilsammen. En afgift på brændeovne ville slet ikke belaste konkurrenceevnen, skriver Politiken.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: