Der er nu ekstra erstatning på vej til de kviksølvofre fra det daværende Grindstedværk, der har fået erstatning fra Arbejdsskadestyrelsen for arbejdsskader forårsaget af kviksølv, skriver Fagbladet 3F.
Erstatningen ydes af den nuværende ejer, den amerikanske sukkergigant DuPont Nutrition Biosciences ApS, der overtog Grindstedværket fra Danisco i 2011.
Tre tidligere ansatte og kviksølvskadede 3F’ere får mellem 250.000 og 500.000 kroner i ekstra erstatning afhængigt af, hvor stor en sum penge de allerede har fået fra Arbejdsskadestyrelsen. Derudover får et medlem af Metal erstatning.
Danmarkshistoriens største kviksølvsforurening
Efter afsløringen af kviksølvskandalen på Grindstedværket lovede Danisco, at de også ville yde erstatning til de ofre, der fik erstatning i Arbejdsskadestyrelsen. Det er den erstatning fra DuPont, der nu endeligt afslutter danmarkshistoriens største kviksølvskandale.
- Virksomheden har levet op til det moralske ansvar. Det håber jeg, at andre virksomheder tager ved lære af, siger formand for 3F Poul Erik Skov Christensen, der understreger, at antallet af kviksølvofre, der er endt med at få erstatning, kan synes lille.
- Men det er især fordi, det har været meget vanskeligt at bevise over for Arbejdsskadestyrelsen, at alvorlig sygdom i dag skyldes kviksølvspåvirkning for op til 30-40 år siden på Grindstedværket. Hvis ikke man kan bevise en direkte sammenhæng, er der ingen erstatning, siger formanden til fagbladet.
Arbejderne på Grindstedværket var i et par årtier udsat for kviksølvforgiftning, uden at Arbejdstilsynet eller ledelsen på Danisco greb ind.