EU-Kommissionen har netop fremlagt sit ventede udspil til det store budget fra 2021-27. Her lægger man op til at beskære EU-landbrugsstøtten, der står for godt 38 procent af EU’s samlede budget, med fem procent.
- Det er positivt, at EU-Kommissionen ønsker at gøre indhug i de enorme summer af støtte til især industrilandbruget, der står for en voldsom forurening, og som kun lige kan holde skindet på næsen takket være EU-støtten, siger Kristian Sloth, landbrugspolitisk rådgiver hos Greenpeace i Danmark.
- Det er hverken bæredygtigt for miljøet eller økonomien, at støtten i dag gives efter, hvor meget jord landmanden ejer uden skelen til, hvor mange dyr man har, og hvor meget produktionen forurener. Det bør der gøres afgørende op med, mener han.
EU vil fjerne den grønne støtte
Budgetforslaget lægger dog også op til at fjerne den såkaldte grønne støtte, hvilket omvendt kan være problematisk.
- Det er håbløst, at EU nu lægger op til at fjerne den øremærkede grønne støtte til landbruget, siger Kristian Sloth.
- I Danmark ser vi, at svineindustrien intensiveres og samles i enorme landbrug, der bl.a. giver forurening af ammoniak fra gylle og stalde, og i andre EU-lande sætter den industrielle kødproduktion også klima, miljø og natur under pres, pointerer han.
- Spørgsmålet er dog, hvorvidt kravene til den grønne støtte nogensinde har været stærke nok, og derfor er en reformering af hele landbrugsstøtten det allermest afgørende, siger Kristian Sloth.
LÆS OGSÅ: Landbrugsstøtten svarer til overskuddet i dansk landbrug
Den animalske produktion står for en femtedel af klimagasserne
Konsekvensen af den eksisterende landbrugsstøtte er, at størstedelen af støtten gives til den intensive kødproduktion, der belaster klimaet, miljøet, dyrevelfærden og folkesundheden.
Danmark er et godt eksempel på, hvorfor det i stedet er vigtigt at bruge støttekronerne til de landmænd, der producerer bæredygtigt frem for at forurene.
I Danmark står produktionen af køer, svin og andre husdyr for hele 19 procent af landets samlede udslip af drivhusgasser. Som konsekvens af stordriften bruges 80 procent af landbrugsarealet til at producere foder til køer og svin, der altovervejende eksporteres.
Massiv støtte til kødproduktion
- EU giver i dag massiv støtte til at producere kød, som er et af verdens mindst bæredygtige levnedsmidler. Landbrugsstøtten bør nu skifte fokus til at støtte produktion af planteafgrøder, der kan give mad til langt flere mennesker i verden, og som samtidig ikke presser miljøet og klimaet ud over kanten, mener Kristian Sloth.
Greenpeace vil i stedet øge støtten til brødkorn, frugt og grøntsager, som markedet i stigende grad efterspørger.
Der er allerede en tydelig trend hos fremtidens forbrugere i Europa i retning af at spise mindre kød og mere grønt, siger Kristian Sloth.