Greenpeace: Hvad skal vi med sprøjtegifte?
LANDBRUG – Det er simpelthen ikke prisen værd at forarme naturen, mindske biodiversiteten og spille højt spil med vores drikkevand for at producere kød, vi ikke selv spiser. Det viser den aktuelle afsløring af forurening i drikkevandsboringer landet over.
Der er intet overraskende i, at man nu igen har fundet sprøjtegift i vores drikkevand. Det sker igen og igen. Foto: Colourbox
KOMMENTAR
Af Kristian Sloth, landbrugspolitisk rådgiver i Greenpeace
Så skete det igen. Der er fundet spor efter sprøjtegifte i drikkevandet over hele landet. Denne gang er det stoffet Desphenyl-Chloridazon, som er et nedbrydningsprodukt fra en sprøjtegift, der blandt andet blev brugt ved dyrkning af roer og løg og som blev forbudt i 1996.
Giften er fundet i flere hundrede boringer landet over, og i 164 boringer – næsten hver tiende af de 1698 aktive drikkevandsboringer, der er undersøgt – ligger mængden af gift over grænseværdien. Den højeste koncentration er fundet i Guldborgsund, hvor indholdet er 100 gange over grænseværdien.
Fundene vil efter alt at dømme medføre lukning af en lang række boringer. Vandselskabernes Brancheorganisation DANVA anslår, at det koster mellem to og fem millioner kroner at lave en ny indvindingsboring. En regning, der – som loven er nu – skal betales af de lokale vandforbrugere.
Godkendte sprøjtegifte når vores drikkevand
Der er intet overraskende i, at der nu igen findes sprøjtegift i vores drikkevand. Det sker hele tiden, og det er ikke kun forbudte stoffer, der findes.
Væsker løber nemlig kun én vej – nemlig nedad. Og derfor findes der jævnligt rester af sprøjtegifte, der stadig bruges i store mængder af industrilandbruget.
I perioden 2012-2016 blev der i aktive vandværksboringer fundet tilladte sprøjtegifte – altså gifte, der stadig bruges i det konventionelle landbrug – 258 gange. Heraf overskred indholdet grænseværdien 32 gange.
I samme periode blev der fundet forbudte sprøjtegifte 1.007 gange, hvor indholdet 115 gange overskred grænseværdien. Det viser tal fra GEUS.
Disse tal viser desværre med al ønskelig tydelighed, at det kun er et spørgsmål om tid, før vores vand bliver udrikkeligt på grund af de gifte, som industrilandbruget hele tiden sprøjter ud over markerne.
Landbrugets og giftindustriens forkerte fortælling
Landbruget og forhandlerne af sprøjtegifte med det let komiske navn Dansk Planteværn bruger en nøje afstemt retorik for at imødegå kritik.
For det første bruger man konsekvent ordet ”bekæmpelsesmidler” om sprøjtegifte. For det andet fremfører man gang på gang, at fund af gift i drikkevandet er ”fortidens synder” – altså stoffer, der ikke længere er tilladte.
Som tallene ovenfor dokumenterer, passer det ikke, da der altså jævnligt opdages tilladte stoffer – endda over grænseværdien.
Da en af verdens største producenter af sprøjtegift, amerikanske Monsanto, i 1990`erne skulle overbevise EU om sprøjtegiften Roundup og aktivstoffet glyphosats fortræffeligheder, var koncernens hovedargument, at Roundup binder sig til jordpartiklerne i de øverste jordlag og derfor aldrig ville kunne nå ned til drikkevandet.
I dag findes rester efter glyphosat jævnligt i danske drikkevandsboringer, hvilket fint illustrerer, at man skal være varsom med at tillægge branchens forsikringer stor troværdighed.
Minister svigter sit ansvar
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) udtaler på baggrund af den konkrete sag, at der ikke er grund til at ændre procedurer for overvågning af drikkevandet.
-Man skal huske på, at det her er jo stoffer, der har mere end 20 år på bagen, som af forskellige årsager har fundet vej til vores drikkevand. Men jeg mener helt overordnet set, at vi har et fantastisk godt system i Danmark, siger ministeren til DR.
Ministeren ønsker at fastholde industrilandbruget, der hvert eneste år sprøjter tonsvis af gift på markerne. Han fremhæver ofte de store eksportindtægter fra landbruget som årsag til, at han støtter erhvervet. Og i begyndelsen af året bedyrede ministeren, at han gerne ser, “at vi producerer dobbelt så mange svin i Danmark”.
Der er ingen tvivl om, at nogle få tusinde producenter bliver hovedrige af den kolossale svineproduktion herhjemme, og at Dansk Planteværns medlemmer tjener godt på at levere sprøjtegift til produktionen af foder til de mange svin.
Men hvad er rent drikkevand værd den dag, vi ikke har det mere? Det er nemt at udregne fortjenesten på et stykke bacon solgt i Kina, men hvem kan prissætte en sommerfugl, den dag vi ikke har den mere?
Esben Lunde Larsen (V) svigter sit ansvar, for han er ikke kun fødevareminister. Han er også miljøminister, og vi tror fuldt og fast på, at danskerne foretrækker sommerfuglen og det rene vand fremfor en årlig eksport af ca. 13 millioner smågrise og kød fra ca. 18 millioner slagtesvin.
Vi behøver slet ikke at bruge sprøjtegifte
Det ville være lettere at forstå forbruget af sprøjtegifte i industrilandbruget, hvis vi var ved at dø af sult herhjemme og ikke kunne få mad på bordet uden. Men sådan er det jo ikke.
Økologiske landmænd producerer masser af mad uden at bruge gift. Det er muligt at producere rigeligt mad til både mennesker og – færre – dyr herhjemme uden at bruge så meget som et gram gift. Allerede nu er over 10% af solgte levnedsmidler i Danmark økologiske.
Så hvad skal vi med sprøjtegifte? Hvorfor forbyder vi det ikke og beskytter vores drikkevand?
Et svar kunne være, at industrilandbruget ikke kan opretholde den kolossale produktion af dyr til eksport uden sprøjtegift.
Omkring halvdelen af Danmarks samlede landareal bruges til at producere foderet til dyr, der altovervejende eksporteres. Dertil kommer et areal større end Sjælland i Sydamerika, hvor der produceres soja til danske svin.
Marker på 1-200 hektar præger vort landskab. Læhegn, markveje, stendiger og vandhuller fortrænges for at give plads til store maskiner, der skal gøre produktionen af svinefoder
rentabel. Og for at holde rentabiliteten skal der bruges masser af gift, så høstudbyttet bliver stort.
Det er simpelthen ikke prisen værd at forarme naturen, mindske biodiversiteten og spille højt spil med vores drikkevand for at producere kød, vi ikke selv spiser. Det viser den aktuelle afsløring af forurening i drikkevandsboringer landet over.
Dette indlæg blev i en kortere udgave bragt i Politiken lørdag 17. marts.
