Greenpeace-aktion går ind i sit andet døgn

Sune Scheller er en af de danske aktivister, der er med i aktioen mod Statoil. Foto: Greenpeace

AKTION – Greenpeace-aktivister forhindrer Statoil i at gå i gang med verdens nordligste olieboring. 15 aktivister tog fra Greenpeace-skibet Esperanza med gummibåde og klatrede ved femtiden ombord på Statoils borerig, da den ankom til sin destination omkring 74 grader nord og kun 25 km fra vinter-iskanten.

Fem aktivister stoppede deres protest i går ved 23-tiden efter 18 timers protest på åbent vand og blev transporteret til fastlandet. Yderligere tre aktivister forlod olieboreplatformen kl.6 i morges og befinder sig nu på Esperanza. Syv andre, inklusiv danske Christian Uhlenfeldt og Sune Scheller, er stadig i gang på 27. time.

De norske myndigheder har udtalt i de norske medier, at de ikke kan gribe ind, før de får en henvendelse fra det land under hvilket flag, olieboreplatformen sejler. Det er Marshalløerne.

Marshalløerne ligger kun et par meter over vandhøjde og er en af de øgrupper, der risikerer at forsvinde fuldstændigt på grund af klimaforandringerne. Altså de samme klimaforandringer, som har fået Arktis til at smelte, og som Statoil ser som en mulighed for at hente mere af den olie, som skabte problemerne til at begynde med, meddeler Greenpeace.

Kampen mod klimaforandringer
Det er uvist, om Marshalløerne vil hjælpe Statoil i oliejagten eller lytte til FNs Klimapanel, der har slået tydeligt fast, at vi kun kan tillade os at bruge en tredjedel af den olie, vi allerede har adgang til, hvis den globale temperaturstigning skal holdes under to grader.

- Vi har sat kampen mod klimaforandringerne øverst på vores politiske dagsorden, og den er på bordet ved hver eneste diplomatisk forhandling. Der er ingen større trussel, ingen større udfordring for mit land end klimaforandringerne, har Marshalløernes udenrigsminister tidligere udtalt.

- Det er fuldstændigt vanvittigt at lede efter ny olie i en situation, hvor klimaforandringer skaber massive problemer i hele verden, og hvor den eneste måde at bremse dem på er en hurtigt omstilling fra olie, kul og gas til sol, vand og vind, mener Sune Scheller, projektleder i Greenpeace.

Han siger, at de arktiske olieboringer er ekstremt risikable.

- Lige nu er vi kun 175 km fra et naturreservat, Bjørneøen, kendt for sit rige dyreliv. Én million fugle kommer hvert år til øen for at yngle, ligesom bl.a. isbjørne, delfiner og sæler besøger øen. Hvis der sker en ulykke på den boring, Statoil ville begynde med nu, hvis det ikke var for vores modige aktivister, kan et olieudslip nå Bjørneøen på kun seks dage, siger Sune Scheller, der er om bord på Greenpeace-skibet Esperanza.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: