Derfor lancerer ALECTIA på årsdagen 2. juli en ny hjemmeside. Kælderguiden.dk skal være en håndsrækning til de mange danske ejere og lejere, der har haft eller frygter at få oversvømmelse i kælderen.
Undersøgelsen, der er foretaget blandt beboere i etageejendomme, dokumenterer et stort behov for at få mere viden om, hvor man får viden om anvendelse af kældre. 88 % af de adspurgte aner ikke, hvor de skal få rådgivning og ideer, hvis de får problemer med oversvømmelse eller lignende. Og det er til trods for, at 60 % af de adspurgte har oplevet skader i kælderen tidligere.
- Skybrud er en stadig større samfundsmæssig udfordring. Mens kommunerne og staten øremærker stadig flere penge til forebyggelse af problemer, vil vi med kælderguiden.dk hjælpe beboere og driftspersonale med nogle enkle og klare vejledninger, der forhåbentligt kan reducere problemerne i forbindelse med oversvømmelser i kældre, siger afdelingsleder i ALECTIA, Christian Vesterager.
Kælderguiden.dk svarer både på, hvad man kan opbevare i sin kælder, giver 10 råd til god kælderbrug og fører brugeren igennem fire enkle trin, når skaden er sket. Ligeledes kan driftspersonale finde en værktøjskasse med forskellige kommunikationsredskaber og tjeklister.
Kælderguiden.dk er finansieret af Grundejernes Investeringsfond og udviklet af ALECTIA og Advice. En faglig følgegruppe bestående af Statens Byggeforskningsinstitut, BYG-ERFA, ISS Kloak- & Industriservice, ISS skadeservice, Alm. Brand og Tryg Forsikring har kommenteret indholdet af artiklerne.
Læs mere på www.kælderguiden.dk