Den nystiftede forening, Gode Penge, har indkalder til et større borgermøde 2. juni der skal belyse bevægelsens formål. Gode Penge kæmper for et pengesystem, der er mere stabilt, mindre gældsskabende og som ikke systematisk omfordeler købekraft fra den almene befolkning til den finansielle sektor.
De fleste problemer, som vi står overfor i dag, er forbundet med den måde, vores pengesystem er organiseret på. I dette pengesystem skabes penge nemlig som gæld via de private bankers udlån – fuldstændig uden for demokratisk kontrol. Denne pengeskabelse har allerede medført, at danskerne i dag er verdens mest forgældede folkefærd, lyder det fra cand.polit. Rasmus Hougaard Nielsen, der er formand for foreningen Gode Penge.
- Hvis formålet med penge- og finanssystemet er at erodere lokalsamfundene, koncentrere rigdomme på en lille finanselite, smadre naturen og ødelægge livet for dem, som arbejder og opsparer, er vores nuværende pengesystem som skabt til formålet. Den største faglige udfordring for økonomer i dag er at løse problemet med pengene, at lave et holdbart system, siger han.
Del af internationalt netværk
Gode Penge er en del af det internationale netværk, International Movement for Monetary Reforms, som i dag tæller organisationer fra i alt 19 lande. Bevægelsens arbejde vinder større og større støtte fra økonomer og andre fagfolk.
Den nye forening citerer blandt andet Merwyn King, som var direktør for den engelske centralbank, Bank of England, i perioden 2003 – 2013, som har sagt:
- Af alle de mange måder at organisere banker på er den værste den, vi har i dag.
Debatmøde
Gode Penge er etableret med for at oplyse og intensivere debatten i Danmark om det moderne pengesystem. En demokratisering og omstilling af systemet skal få det til at fungere for samfundet som helhed.
- Det handler om at etablere demokratisk kontrol over pengeskabelsen i stedet for, at det er profitmaksimerende private banker, der bestemmer, hvor mange penge der cirkulerer i vor økonomi og i høj grad også, hvor de ryger hen, siger cand.soc. Mikkel Kjær, medstifter af Gode Penge.
I forbindelse med lancering af foreningen inviterer Gode Penge til et større borgermøde mandag 2 juni fra kl. 19.00 – 21.00 på Copenhagen Business School, i lokale SP202 (Carlsberg Group Auditoriet).