Landbrug & Fødevarer drager et lettelsens suk, efter at EU-Parlamentet i dag har stemt for en ny syv-årig godkendelse af ukrudtsmidlet glyfosat, som indgår i Roundup.
- Det er meget positivt at parlamentet står bag en forlængelse af godkendelsen og jeg forventer, at parlamentets tilkendegivelse bliver konfirmeret i komiteen, siger Søren Thorndal Jørgensen, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer.
Effektivt og skånsomt
For de danske landmænd er det særdeles vigtigt fortsat at have adgang til at bruge glyfosat, der er et stof, som er både effektivt og skånsomt for miljøet, mener han.
- Forbud mod brug af glyfosat vil skabe store driftsmæssige udfordringer i form af behov for større arbejdsindsats og forbrug af brændstof. Det vil give en negativ miljøeffekt og samtidigt medføre betydelige meromkostninger for mange landmænd, siger Søren Thorndal Jørgensen.
Sandsynligvis kræftfremkaldende
Roundup er verdens mest solgte sprøjtegift, og herhjemme advarer Arbejdstilsynet mod brug af stoffet, fordi verdenssundhedsorganisationen WHO for et år siden nåede frem til en konklusion om, at glyfosat sandsynligvis er kræftfremkaldende.
Trods modstand vil EU-Parlamentet alligevel forlænge godkendelsen. Også miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen arbejder for, at godkendelsen af glyfosat skal forlænges.
Parlamentets indstilling skal endeligt bekræftes 18. maj i et møde i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder. Dagens vedtagelse forventes dog at være en vigtig strømpil, skriver Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.