Der er rester af sprøjtegift i ikke mindre end 70 procent af de konventionelt dyrkede æbler, pærer og anden frugt, vi køber i butikkerne. Også næsten en tredjedel af grønsagerne indeholder giftrester. Her er der rester af sprøjtegift i 31 procent af de konventionelt dyrkede.
Det viser den årlige rapport med resultater fra den danske pesticidkontrol, som er udarbejdet af DTU Fødevareinstituttet og Fødevarestyrelsen.
Alligevel mener myndighederne ikke, at der er grund til bekymring.
- Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet vurderer fortsat, at de pesticidrester, der forekommer i fødevarer på det danske marked, ikke bør give forbrugeren anledning til sundhedsmæssige bekymringer, samt at indtag af frugt og grønt har en sygdomsforebyggende effekt, hedder det i rapporten.
Fødevareministeren: Mindst i dansk frugt og grønt
I en pressemeddelelse jubler fødevareminister Dan Jørgensen over, at dansk frugt og grønt indeholder færre rester af sprøjtegift end import fra EU og andre lande.
- Det er flot og glædeligt, at dansk frugt og grønt klarer sig så godt i sammenligning med udenlandske konkurrenter, og det sætter en streg under den fødevaresikkerhed, der for mig at se er blevet et dansk varemærke, siger Dan Jørgensen.
Kun få tilfælde i økologisk
Ud af de cirka 2500 prøver som blev analyseret for pesticidrester var knap 200 økologiske. I tre af prøverne fandt Fødevarestyrelsen rester af pesticider.
Kun i et enkelt tilfælde – en appelsinjuice fra udlandet – blev det på baggrund af indholdet vurderet, at økologireglerne om brug af sprøjtemidler var overtrådt.
- Netop ønsket om at undgå sprøjtegift er en af danskernes væsentligste årsager til at vælge økologi. Økologiske varer er det sikreste valg, hvis man vil undgå giftrester. Desuden er økologisk landbrug med til at sikre, at giftrester heller ikke findes i vores drikkevand, siger Paul Holmbeck, der er direktør i Økologisk Landsforening.