Genmodificeret foder til danske kyllinger

GMO – Fra 1. februar er det slut med det hidtidige krav om, at danske slagtekyllinger skal fodres med soja og andet foder, der ikke er gensplejset. Stigende foderpriser og ændret efterpørgsel er årsagen.

Danske kyllingeproducenter vil ikke længere undgå gensplejset foder. Foto: Colourbox

Danske fjerkræproducenter dropper nu helt deres hidtidige krav om, at slagtekyllinger produceret i Danmark ikke må få gensplejset foder.

80 procent af den globale produktion af soja er i dag gensplejset. Og det betyder mere besvær og højere priser, hvis man insisterer på at få leveret soja fra den lille femtedel af arealet, der er tilsået med garanteret GM-fri soja.

Skiftet sker for at sikre den danske slagtekyllingeproduktion og dens 2.500 arbejdspladser, understreger en enige bestyrelse i Dansk Slagtefjerkræ, som består af både producenter, slagterier og rugerier.

Sidste bastion
Dermed falder den sidste bastion mod gensplejset foder i det konventionelle landbrug.

Ifølge Jes Bjerregaard, der er direktør for slagteriet Danpo og medlem af bestyrelsen i Dansk Slagtefjerkræ, er slagtekyllingerne nemlig de eneste dyr i det konventionelle landbrug, som ikke bliver fodret med GM-foder.

- Vi anser derfor skiftet som et led i en naturlig udvikling i landbruget, og vi må også forholde os til, at vores kunder i stor udstrækning er holdt op med at stille krav til non GM-foder, siger Jes Bjerregaard.

Dermed bliver de økologiske de eneste kyllinger tilbage i køledisken, som ikke har fået GM-foder.

Det globale marked
Da ca. 80 procent af verdens sojaproduktion er genmodificeret, er det blevet stadig vanskeligere og forbundet med stadig større omkostninger at skaffe og adskille non GM-soja, siger Dansk Fjerkræ.

- Samtidig konkurrerer vi med virksomheder på det internationale marked, hvor GM foder anvendes, og det bestemmer prisniveauet på markedet og de priser, vi kan opnå for vores varer.

- Det eneste ansvarlige, vi kan gøre for at sikre den danske slagtekyllingeproduktion og dens ca. 2.500 danske arbejdspladser, er at justere på omkostningerne, og her er foderet en af de sidste muligheder, der er tilbage, forklarer Jes Bjerregaard.

Ingen risiko for sundhed og miljø
Ifølge ham får får foderskiftet ingen betydning for fødevaresikkerheden.

- Det er meget vigtigt at understrege, at GM-foder skal godkendes i hvert enkelt tilfælde og kun kan opnå markedsføringstilladelse i EU, hvis myndighederne har vurderet, at det ikke udgør nogen risiko for menneskers og dyrs sundhed og for miljøet, siger Danpo-direktøren.

- Og danske slagtekyllingeproducenter vil fremover udelukkende købe soja, der lever op til de bæredygtighedskriterier, som det samlede danske landbrug i forvejen stiller til de internationale distributører af soja, forsikrer han.

Eneste mulighed
Dansk Slagtefjerkræ forventer, at danske fjerkræproducenter i 2014 vil leverer ca. 117 millioner slagtekyllinger.

- Den samlede danske branche i 2014 bliver med muligheden for overgangen til GM-foder mere konkurrencedygtig med resten af Europa. Skiftet til GM-foder er nemlig en afgørende forudsætning for, at der også i morgen findes en konkurrencedygtig dansk slagtekyllingeproduktion. Tager vi ikke dette skridt, vil de 117 mio. slagtekyllinger i stedet blive opdrættet og slagtet i de lande, vi konkurrerer med, siger Jes Bjerregaard.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: