Ganske lidt olie kan smadre fødekæden i Arktis

ARKTIS – Selv meget små mængder olie forvolder store skader på et af de vigtigste dyr i den arktiske fødekæde. Det kan blive katastrofalt at bore efter olie i Arktis, viser ny dansk forskning.

I takt med, at isen i Arktis smelter, bliver områder, der tidligere har ligget under et tykt lag is, tilgængelige. Disse områder rummer store mængder olie og er derfor meget interessante for olieselskaber, skriver videnskab.dk.

Men det kan blive katastrofalt at bore efter olie i disse områder, hvis det kommer til at betyde øgede mængder olie i vandet fra skibstrafik og eventuelle olieudslip, har forskerne fundet ud af.

Små fede vandlopper betyder alt
De små fede vandlopper, som er en af de centrale dele af den arktiske fødekæde har det nemlig særligt dårligt med selv bittesmå mængder olie i vandet, og hvis vandlopperne først kommer i problemer, kommer hele fødekæden – alt fra fisk til mennesker – også i problemer.

Det fortæller professor ved DTU Aqua Torkel Gissel Nielsen, der sammen med specialestuderende Rasmus Dyrmose Nørregaard og forskere fra Aarhus Universitet og Grønlands Klimaforskningscenter står bag den nye forskning.

- Der er kæmpe oliereserver omkring Arktis. Når man begynder at udvinde dem, kan det ikke undgås, at det kommer til at betyde udslip på et eller andet tidspunkt. Vores forskning viser, at det kun kræver meget små mængder olie i havet, før vandloppernes æg ikke længere klækker. Og hvis der ikke er vandloppeyngel i vandet, har fiskeynglet ikke noget at spise. Selv små olieudslip i Arktis kan komme til at knække fødekæden fuldstændigt, fortæller Torkel Gissel Nielsen til videnskab.dk.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: