Med udsigt til en dansk lovgivning om frø, der vil gøre det ulovligt at bytte frø og samtidig gøre konkurrencen svær for mindre frø- og planteavlere, vil Landsforeningen Praktisk Økologi, Frøsamlerne, Permakultur Danmark og Byhaven2200 skabe opmærksomhed om konsekvenserne ved hjælp af kampagnen FRØ POP-UP.
Lige nu behandles den danske bekendtgørelse om frø, som ifølge foreningerne er så restriktiv, at almindelige mennesker kriminaliseres. I Danmark tegner den nationale lovgivning på området til at blive langt mere begrænsende for private frøsamlere end i øvrige EU-lande.
Det kan få en lang række alvorlige konsekvenser. Derfor vil initiativtagerne bag kampagnen FRØ POP-UP gennem gratis frøbytte, foredrag og workshops skabe opmærksomhed og debat.
Mange skal involveres
Signe Voltelen, der er er bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Praktisk Økologi, er en af initiativtagerne bag kampagnen.
- Kampagnens langsigtede formål er at få så mange danskere som muligt involveret i at dyrke spiselige afgrøder af sjældne sorter og at skabe debat om national og europæisk frøpolitik, forklarer hun.
- Vi håber, at kampagnen vil fremme interessen for frøsamling og havedyrkning hos helt almindelige danskere. Når danskerne først har en interesse for grøntsagerne og blomsterne i deres have, og de frø, de sætter, så får de også en naturlig forståelse for, hvilken betydning frø har for vores jord og hvad konsekvenserne er af frølovgivningen, håber hun.
Fra 9. til 21. februar vil der hver dag i lokalerne på Indre Nørrebro være praktiske workshops om frøsamling og dyrkning i haven samt masser af gratis frø til pryd- og køkkenhaven. Derudover vil der være salg af udvalgte bevaringsværdige frøsorter fra Frøsamlernes projekt ’Genopdagelse af de gamle bælgfrugter’. Der er gratis adgang for alle.
Mangfoldigheden er i fare
- Vi håber, at politikerne er i stand til at rette op på nuværende lovtekst. Det er vores ønske. Den nuværende politik går den modsatte vej, og det er vi nødt til at reagere på, forklarer Simon von Siebenthal, bestyrelsesmedlem i Frøsamlerne.
- Vi vil gå så langt, som til at sige at folkesundheden, biodiversiteten og mangfoldigheden af afgrøder og fremtidens fødevareforsyning er i fare, siger han.
Konsekvenserne af en ny lovgivning om frø rammer også helt almindelige forbrugere, når tusindvis af havesorter forsvinder. EU-lovgivningen gør det ulovligt at sælge eller købe frø fra sorter, der ikke er officielt ’børsnoterede’.
Som en konsekvens forsvinder tusindvis af gennemprøvede og testede havesorter, og med dem forsvinder noget af det genetiske råmateriale, der vil gøre det muligt for planter at tilpasse sig og overleve i fremtiden.