Boligejere, der nåede at købe solceller under de gamle solcelleregler, skulle egentlig have nået at tilslutte det nye solcelleanlæg senest 20. maj 2013. Men nu er fristen udskudt til 31. december 2013.
- Vi har opdaget, at nogle kommuners godkendelsesprocedurer har taget længere tid end forventet, og for at sikre, at der er tid nok til, at solcellerne bliver sat ordentligt op, har vi udskudt datoen for endelig tilslutning til elselskabets net, forklarer Rasmus Zink Sørensen, ingeniør i Energistyrelsen, til Bolius.
Energistyrelsen har modtaget flere henvendelser fra boligejere, som ikke kunne nå at få godkendt og sat solcellerne op til 20. maj – og dem har styrelsen valgt at lytte til.