Friluftsrådet advarer mod kystbyggeri
NATUR – Hvor i alverden blev hensynet til naturen af? Vi frygtede en glidebane, men nu er det allerede kørt helt af sporet, mener Friluftsrådet. Regeringen har planer om foreløbig ti turistbyggerier ved kysten, der griber voldsomt ind i vores unikke kystnatur.
Danmarks Naturfredningsforening afleverede i oktober 123.310 underskrifter mod regeringens planer om at bygge hoteller og badelande tæt på de danske kyster. Foto: DN
Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen og miljø-og fødevareminister Eva Kjer Hansen præsenterede 30. november 10 projekter, der får en forsøgstilladelse til at bygge nær kysterne. Det skal ifølge regeringen sikre »bedre rammer for at udvikle turismen langs de danske kyster i samspil med naturen«.
- Kommunerne har et meget fint blik for, at naturen er deres største aktiv, men også en forståelse for, at der skal være nogle faciliteter, som kan trække besøgende til. Jeg er ikke i tvivl om, at forsøgsprojekterne vil betyde, at flere vil få glæde af Danmarks smukke strande og kyster, siger miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen.
Men med de 10 offentliggjorte projekter er beskyttelsen af kysterne allerede kørt af sporet, mener Friluftsrådet.
- Vi taler hoteller, resorts og badeland og ferieparker, der vil være en så voldsom indgriben i naturen ved kysterne, at der er risiko for, at der med tiden slet ikke er nogen natur tilbage. Det her handler ikke om natur, eller om at bruge naturen som trækplaster, men om at tjene mest muligt på bekostning af naturen, siger Friluftsrådets formand Lars Mortensen.
- Når ikke en gang Friluftsrådet, der arbejder for at give befolkningen naturoplevelser og sikre muligheder for friluftsliv bakker op om projekter, der kunne være med til at lokke folk ud i naturen, bør det få nogle politikere til at vågne op og spørge sig selv: Er det her virkelig den rigtige vej, vi er på vej ud af? mener han.
Stranden – kun for dem der vil betale?
Tilsyneladende får nogle projekter afslag på at bygge ud i vandet og i nogle projekter fremhæves det, at offentlighedens adgang til stranden skal bevares.
- For et andet perspektiv ved det er jo, at den almene befolknings adgang til kysten de her steder kan blive begrænset og det således kun bliver dem, der betaler dyrt for adgang til et ferieresort, der kan nyde den natur, der måtte blive tilbage. Det kan Friluftsrådet på ingen måde støtte, siger Lars Mortensen.
Folkelig modstand
Mange tusind danskere har skrevet under imod disse projekter, både lokalt men også principielt, fordi de deler en bekymring for, at det bliver de frie kysters endeligt.
- Når så mange mennesker melder klart ud bør både politikere, kommuner og turisterhvervet tage det alvorligt og sætte naturbeskyttelsen højere, siger Lars Mortensen.
Han finder det direkte provokerende, at Danmark har en miljø- og fødevareminister, der udelukkende fremhæver potentialet for vækst i disse projekter og ikke forholder sig til konsekvenserne for naturen.
- Det er umådelig svært at se hensynet til naturen i de udmeldinger, Eva Kjer Hansen kommer med her. Hvis ikke hun som naturens og miljøets minister ser med de grønne briller, så er alt håb om, at regeringen vil gøre noget for at passe på naturen udesiger Lars Mortensen, der håber, folketingets øvrige partier tager det mere alvorligt,
Kommuner påtager sig stort ansvar
Samtidig peger Friluftsrådet på, at kommunerne påtager sig et stort ansvar i den videre projektplanlægning.
Friluftsrådets formand håber, at kommunalbestyrelserne er sig deres ansvar for at værne om naturen bevidst.
Der skal simpelthen stilles krav i detailplanlægningen, som ikke bare sikrer naturværdierne, men også styrker naturen i disse områder, mener Lars Mortensen.
- Kommunalbestyrelserne må ikke glemme dette ansvar og give frit spil til et turisterhverv, som ikke har meget til overs for naturen. Det virker jo helt uforskammet, når direktøren for HORESTA blot affejer bekymringen hos hundredetusinder af danskere med, at de blot er ofre for en skræmmekampagne fra de grønne organisationer, siger Lars Mortensen.
Fakta om de 10 udvalgte projekter
Oplysningerne nedenfor, herunder vurdering af besøgstal, omsætning og investeringsniveau er baseret på kommunernes ansøgningsmateriale.
- Ringkøbing-Skjern Kommune, Søndervig Feriepark: Projektet består af 500 feriehuse, Nordeuropas største badeland, fællesfaciliteter og wellness-faciliteter og vil indebære en investering på ca. 750 mio. kr. – 1 mia. kr. Det forventes endvidere, at projektet vil give en årlig stigning på op mod 620.000 udenlandske overnatninger.
- Vordingborg Kommune, Aquapark Møn: Projektet er et ferie- og oplevelsescenter bestående af mangfoldige nye oplevelsestilbud baseret på vand, natur/outdoor og industrikulturmiljø samt en ferieboligbebyggelse på op til 500 enheder på den gamle sukkerfabrik. Projektet vil indebære en anlægsinvestering på ca.1,3 mia. kr. Det forventes, at projektet vil tiltrække 13.000 ugegæster til de nye ferieboliger samt 75.000 dagsgæster.
- Sønderborg Kommune, Nordals Ferieresort: Projektet består af 2 hoteller, op til 400 ferieboliger, 2 campingpladser, vandoplevelser, marina med 100 bådpladser, butikker og restauranter, stisystemer mm. Beregninger peger på, at Nordals Ferieresort vil kunne tiltrække 560.000 gæster om året, som primært vil komme fra Tyskland. Projektet forventes at indebære en anlægsinvestering på ca. 1,3 mia. kr. til etablering af ferieresortet.
- Lolland Kommune, Safari Lodge Knuthenborg: Projektet omfatter etablering af op til 200 tematiserede overnatningsenheder og dertil hørende konference- og spisefaciliteter i tilknytning til Knuthenborg Safaripark lige midt i naturen i simple rammer. Det forventes, at projektet vil have ca. 40-50.000 årlige overnatninger.
- Stevns Kommune, Besøgscenter v. Stevns Klint: Projektet omfatter etablering af et besøgscenter om Stevns Klint (UNESCO Verdensarv). Endvidere omhandler projektet omlægning af parkeringsplads, etablering af nye faciliteter til formidling, naturlegeplads, stier, nye trapper, styrkelse af udsigtspunkter og landgangsbro. Det forventes, at det ny besøgscenter vil tiltrække op mod 50.000 turister på årsbasis.
- Varde Kommune, Blåvand Strandpark: Projektet omfatter wellness faciliteter og 50 luksusferielejligheder, restaurant, småbutikker, klubhuse samt en naturpromenade med oplevelseslommer mellem Blåvand Strandpark og Hvidbjerg Strand. Projektet forventes at skabe en årlig omsætning på ca. 25 mio. kr.
- Hjørring Kommune, Løkken Klithotel: Projektet omfatter erstatning af et nedslidt hotel med et nyt hotel med 34 værelser, konferencefaciliteter og restaurant samt 14 satellitværelser, wellness center, plankestier og udsigtsplatform i klitterne; 10 nye badehuse på stranden samt omdannelse af byens vandtårn og redningshus til henholdsvis udsigtstårn og til brug for pop-up arrangementer. Projektet vil have en samlet investering på ca. 25 mio. kr.
- Svendborg Kommune, Øhavscenter Christiansminde: Projektet omfatter en ny bygning med plads til undervisning, cafe, ophold, vandsport, promenade, gennemgående cykelsti, støttefaciliteter for friluftsliv og vandsport osv. samt nye hotelværelser bygget ind i terrænet. Det forventes, at projektet på årsbasis vil skabe 10.000 ekstra overnatninger og øge antallet af udenlandske overnatninger og dagturister. Det forventes at give et turismeskabt vækstforbrug i Svendborg og omkringliggende kommuner på op til 15 – 17 mio. kr. Det vil være et krav i forsøgstilladelsen, at projektet tilpasses det eksisterende landskab ved, at en planlagt bygning på vandet flyttes ind på land og den offentlige adgang til kysten sikres.
- Gribskov Kommune, New Nordic Coast: Projektet omfatter etablering af nyt strandhotel samt strandmole med havbad, en forlængelse og forstærkning af eksisterende havnemoler, bredere sandstrande, anlæg af badebro med flydende sauna samt et aktivitetsområde. Det forventes, at projektet vil tiltrække af 30-40.000 flere gæster om året til området. Det vil være et krav i forsøgstilladelsen, at projektet tilpasses det eksisterende landskab ved, at en planlagt bygning på havet udgår.
- Norddjurs Kommune, Strandliv Fjellerup: Projektet omfatter etablering af fire konkrete nedslag og sammenbindende forbindelse her i mellem på Fjellerup Strands 2,5 km kyststrækning. Nedslagene har bl.a. fokus på leg, læring og sport mv. Projektet endelige udformning vil blive til i en designproces. Projektet vil gøre Fjellerup Strand til en endnu mere attraktiv destination for udenlandske og danske turister.
To yderligere projekter kan gennemføres inden for gældende regler:
To af projekterne kan gennemføres inden for de gældende regler i Planloven og Naturbeskyttelsesloven.
- Guldborgsund Kommune, Marielyst Pier: Projektet omfatter opførelse af en aktivitets- og promenadebro ved Marielyst strand. Broen skal være en fortsættelse af et nyanlagt torv og strandstrøg over stranden og ud i vandet. Broen måler op til 125 meter i længden og op til 12 meter i bredden. Pieren vil kunne have aktiviteter som eksempelvis siddemuligheder, udspring, almindelig badning, kajakrampe, rampe ned i vandet så handikappede kan komme let i vandet og promenade. Det forventes, at projektet vil give en øget omsætning på op mod 20 mio. kr. årligt.
- Odsherred Kommune, Vision for to kyststier: Projektet omfatter etablering af to stier, henholdsvis Kyststien fra Dragsholm Slot til Odden Kirke (ca. 40 km) og Fjordpromenaden fra Nykøbing Sj. til Anneberggård (ca. 1,5 km) samt information om ruten og dens steder, forbedring, overgange, bænke og udvikling af toiletfaciliteter og adgang til vand mm. Det forventes, at der skal investeres ca. 20 mio. kr. i realiseringen af projektet
LÆS RELATEREDE ARTIKLER: