Frilandsgrise er ved godt helbred

ØKOLOGI – Sundhedstilstanden er generelt god hos de økologiske og andre udegående grise. Men der er også udfordringer for de økologiske producenter, konkluderer en workshop.

De økologiske grise og almindelig frilandsgrise klarer sig generelt godt. Foto: Colourbox

Økologiske grise og frilandsgrise klarer sig generelt godt og ligger på et højt sundhedsniveau.

Det er en af konklusionerne fra workshoppen Glade Grises Helbred, som SEGES Økologi og Udviklingscenter for Husdyr på Friland holdt for nylig.

Til workshoppen var samlet 11 af de fremmeste eksperter og forskere på området. Formålet var at skabe et samlet øjebliksbillede over den generelle helbredstilstand i både de økologiske besætninger og frilandsbesætningerne.

- Vi har savnet et overblik over den viden og forskning, der eksisterer i Danmark, blandt andet for at kunne se, hvor der med fordel kan sættes ind for at højne sundhed og velfærd, fortæller specialkonsulent Merete Studnitz, SEGES Økologi.

Kræver særlig opmærksomhed
Selv om bundlinjen viser en fin sundhedstilstand i besætningerne, så afslørede workshoppen dog også en række punkter, der kan være problematiske og som kræver særlig  opmærksomhed.

- Vi ser blandt andet, at der optræder væsentlige problemer som halebid og luftvejsinfektioner. Problemerne optræder dog med meget stor variation mellem besætningerne. Data fra kødkontrollen viser, at det hyppigst forekommende sygdomsfund er brysthindear, som er tegn på, at grisen har haft lungebetændelse, siger Merete Studnitz.

Karakteristisk for udegående grise er skader som følge af vejr, vind og det omgivende miljø, for eksempel solskoldning, insektbid, ormeinfektion og at blive klemt af soen.

- Udendørslivet giver et anderledes sygdoms- og skadebillede end et liv på stald. Der er brug for at udvikle metoder til at vurdere graden af velfærd forbundet med et udendørs svineliv. Det kan hjælpe til at kunne give et kvalificeret helhedsbillede af velfærden for økologiske og frilandsgrise, siger Merete Studnitz.

Management er afgørende
Vejen til bedst at sikre grisenes helbred går ifølge konklusionerne fra workshoppen ved hjælp af management.

- Management er den vigtigste enkeltfaktor til at sikre økologiske- og frilandsgrises helbred, ikke mindst når dyrene går i store grupper, da risikoen for spredning af smitsomme sygdomme er større. Nøje overvågning af dyrene er særdeles vigtig for at sikre, at syge dyr hurtigt identificeres og at sygdommen håndteres på den rigtige måde, siger Merete Studnitz.

Hun peger på, at besætningens data fra kødkontrollen kan være et godt hjælpemiddel til sundhedsstyring på bedriftsniveau samt til benchmarking i forhold til sammenlignelige besætninger. Med støtte fra rådgivningen kan der udarbejdes konkrete handlingsplaner, som kan hjælpe til at målrette procedurerne.

- SEGES Økologi vil i samarbejde med eksisterende tiltag sørge for at frilands- og økologiske svineproducenter får de bedste muligheder får at sikre deres grises helbred, siger Merete Studnitz.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: