Af Finn Morell, tidligere lærer og socialarbejder
Hvorfor undre sig?
Jeg er en helt almindelig 78-årig pensionist, som har tid til at høre formiddagsradio, læse aviser og se nyheder og politisk relaterede TV-programmer og surfe på nettet. Derfor føler jeg mig relativt godt informeret om, hvad det er, de respektive formidlere, journalister, eksperter, bloggere, forskere, politikere og andet godtfolk bringer til torvs.
Det er jo herfra, vi allesammen skaber vores billeder af verdens gang. Det er det grundlag, vi som individer på denne klode har at jonglere med og parre med vores egen sunde fornuft og dømmekraft. Hvor meget der så er tilbage af og plads til DEN, er jo så en helt anden sag.
Jeg har på det seneste prøvet at rekapitulere, hvad det er, der i den seneste tid har fyldt i knolden på en rimelig velorienteret lytter/seer som mig, prøvet at omsætte den store mængde viden til visdom.
Bankskandalerne, den populistiske højredrejning i USA, Europa og Latinamerika, korruptionskandalerne i virksomheder og offentlige institutioner, tavshedsmillionerne i sexskandalerne, skattelysagerne og Millionærklubbens kloge-åger, for blot at nævne et par stykker.
Når disse og andre lignende sager bringes til torvs, så lægger samtlige ovennævnte formidlere ud med EN UNDREN over, at det kan finde sted, ja selv den gode Lars Trier Mogensen i Det Røde Felt starter med »at undre sig«.
Vi har bildt os ind, at Frihed kan undvære Lighed og Fællesskab
Jeg må være helt ærlig og sige, at der ikke er en eneste af disse sager, der undrer mig. Jeg betragter dem tværtimod som helt naturlige selvfølgeligheder.
Så, kære venner og (nyheds)formidlere, ta´ at begynde at undre jer over noget, som virkelig er en undren værd. på alle. Det senkapitalistiske system, vi har fået opbygget, går jo grundlæggende ud på, at alle skal tage røven på alle.
I toppen af dette verdensomspændende økonomiske system sidder det, som i min ungdom hed »højfinansen«, der jonglerer med trilliarderne hen over hovedet på os allesammen, og denne jonglering er så i løbet af de sidste mange årtier trængt ned på individbasis, så vi nu står der, hvor vi dårligt kan føle os i live, hvis vi ikke formår at tiltuske os arbejdsfri eller fortjenestefri mammon (tomater til halvdelen af, hvad det koster at dyrke dem).
Vi har fuldstændig glemt, at vores demokratiske velfærdsstats rødder hed »Frihed, Lighed og Broderskab«. Vi har overset, at ingen af de tre kan undvære de andre. Vi har bildt os ind, at Frihed kan undvære Lighed og Fællesskab.
Jeg var sidste år til et symposium på Krogerup Højskole, hvor et panel af Simon Emil Ammitzsbøll, Preben Wilhjelm, Mette Gjerskov og Marie Krarup skulle endevende nogle af tidens store dilemmaer: Ytringsfrihed, sammenhængskraft, fremmede, osv. Da Gjerskov i kampens hede kom ind på noget med fordelingspolitik, stoppede ordstyrer Kurt Strand hende straks, for det var noget »vi kan tage en anden gang”.
Skibet tager vand ind
Så længe vi lader uligheden vokse eller bare stagnere (autisterne i radioprogrammet Millionærklubben er jo til at græde sin røv i laser over) vil alle andre velmenende tiltag, det være sig miljø, økologi, skat, flygtninge osv., være tomme slag i luften.
De fattige og svage vil stemme på højrepopulisterne, uvidende om, at det vil gøre dem endnu svagere og fattigere. Så, kære venner og (nyheds)formidlere, ta´ og begynde at undre jeg over noget, som virkelig er en undren værd.
For mig som gammel søfarer, så svarer vore dages UNDREN SIG til at gå og pynte på et skib, der har hul i bunden. Det er manglen på fornufts-og visdomsbestemt undren, der graver vores grav.