Fremtidens Landbrug kan vinde EU-pris

LANDBRUG – Et kombineret rolle- og computerspil om fremtidens landbrug fra Det Økologiske Råd er nomineret til EU-prisen ‘The 2014 CAP Communication Award’ for bedste formidlingsindsats om landbrugspolitik.

Spillet om fremtidens landbrug er udviklet til gymnasieelever og elever på landbrugsskoler. Tegning: Anita Sølver

Det computerbaserede rollespil ‘Fremtidens Landbrug’ fra Det Økologiske Råd er blevet nomineret til EU’s pris for bedste formidlingsindsats om landbrugspolitik, ‘The 2014 CAP Communication Award’.

Fremtidens Landbrug er et kombineret computer- og rollespil, som er udviklet i et samarbejde mellem Det Økologiske Råd og landbrugsforskere ved Københavns og Aarhus Universitet. Veluxfonden har støttet arbejdet.

Lanceret på Rungsted Gymnasium
Spillet, som forleden under overværelse af blandt andet landbrugets førstemand, Martin Merrild, blev lanceret på Rungsted Gymnasium med elever i roller som landmænd, politikere, miljøaktivister og  agro-direktører, er nu med i den afgørende slutrunde om at vinde ‘The 2014 CAP Commuication Award’.

Prisen bliver uddelt af EU´s generaldirektorat for landbrug og landdistrikstudvikling. Konkurrencen bliver afgjort 19. januar, hvor første-, anden- og tredjeprisen uddeles ved en ceremoni i Bruxelles.

Eleverne engagerer sig
Journalist Ulla Skovsbøl, der ved siden af sine øvrige opgaver er medredaktør her på OrganicToday.dk, er projektansvarlig for spillet.

- Det har været en stor udfordring både indholdsmæssigt og teknisk at få spillet til at fungere optimalt. Men det er tydeligt at se, at rollespillet får de fleste elever til at engagere sig i natur- og landbrugsfaglige eller samfundsmæssige problemstillinger, som de måske ellers ville finde temmelig kedelige, siger hun.

- Derfor glæder det mig meget, at spillet er nomineret til EU-prisen, fordi det også giver chancen for at udbrede kendskabet til spillet ud over landets grænser, siger Ulla Skovsbøl.

Spiludvikler Sune Palsgaard, Postwork, har stået for den tekniske spiludvikling, og cand. mag. Henrik Tuxen, Rungsted Gymnasium, har været pædagogisk konsulent.

Teoretisk kan man godt spille spillet hjemme ved køkkenbordet, hvis man læser vejledningerne grundigt. Spillet kræver dog mindst fire deltagere, så man kan besætte alle rollerne.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: