Frederikshavn får nej i sag om skifergas

SKIFERGAS: Natur- og Miljøklagenævnet har ophævet Frederikshavns Kommunes tilladelse til vandboringer i forbindelse med skifergas.  Det sætter et alvorligt spørgsmålstegn ved kommunens miljøgodkendelse, mener Greenpeace.

Frederikshavn Kommune er blevet underkendt af Natur- og Miljøankenævnet.

Natur- og Miljøklagenævnet har ophævet Frederikshavns Kommunes tilladelse til de to vandboringer, som Total skal bruge ved efterforskningsboringen efter skifergas ved Dybvad.

Natur- og Miljøklagenævnet henviser til, at kommunen ikke har foretaget en tilfredsstillende vurdering af vandboringernes påvirkning af øvrige grundvandsindvindinger i området og konkluderer, at ”Frederikshavns Kommunes afgørelse er truffet på et så mangelfuldt grundlag, at dette bør føre til ophævelse og hjemvisning”.

Kommunen skal blandt andet give en vurdering af påvirkningen af vandboringerne på henholdsvis 170 meter og cirka 60 meter, og nævnet vil vide, hvilke grundvandsmagasiner der berøres, skriver Ritzau.

Nævnet efterlyser også vurdering af en række tekniske forhold omkring boringerne. Afgørelsen betyder mindst to måneders udsættelse af boringerne.

Dumpekarakter
Klima- og energimedarbejder i Greenpeace Tarjei Haaland er meget tilfreds med Natur- og Miljøklagenævntes afgørelse, men han mener samtidig, at den stiller et alvorligt spørgsmålstegn ved Frederikshavns Kommunes godkendelse af VVM-redegørelsen og tilladelsen til Totals efterforskningsboring efter skifergas.

- Når Frederikshavn Kommune får dumpekarakter for deres vurdering af virkningerne af to vandboringer ved Dybvad, så er der al mulig grund til at stille spørgsmålstegn ved kommunens ja til VVM-redegørelsen, som efter godkendelsen i Frederikshavn Byråd tillader Total at lave den første efterforskningsboring af skifergas. En række høringssvar påviste flere eksempler på bagatelliseringer og mangelfuld dokumentation, der ikke blev taget tilstrækkeligt alvorligt, siger Tarjei Haaland.

Afgørelsen betyder, at Totals planer om at påbegynde efterforskningsboringer efter skifergas nu er udskudt.

- Natur- og Miljøklagenævnets afgørelse giver nu regeringen og Folketinget en ny mulighed for at revurdere beslutningen om at tillade efterforskningsboringer efter skifergas på dansk grund. Den mulighed bør de gribe, mener Tarjei Haaland.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: