Det første naturområde i Danmark, der opnår Friluftsrådets kvalitetsmærke ‘Danske Naturparker’ bliver Naturpark Åmosen på Vestsjælland, der strækker sig fra Storebælt til Store Åmose mellem Sorø og Kalundborg.
Her kan borgerne se frem til flere og bedre oplevelser i naturen, for Danske Naturparker skal både give naturen et løft og give befolkningen bedre muligheder for friluftsoplevelser.
- Vi ønsker Naturpark Åmosen et stort tillykke med mærkningen ‘Danske Naturparker’. Det er et vigtigt skridt for Friluftsrådet at kunne udnævne den første Danske Naturpark. Forhåbentligt bliver det til stor glæde og gavn for både naturen og befolkningen, der får nye muligheder for at opleve en særlig natur og sætte fokus på lokal identitet og udvikling, siger Friluftsrådets formand Lars Mortensen.