Første GMO-kartoffel får grønt lys i USA

GMO – Den første genmodificerede kartoffel godkendt til kommerciel dyrkning på markerne i USA.

Mere end 90 procent af sojabønnerne på de amerikanske marker er nu genmodificerede. Ny har myndighederne godkendt den første GMO-kartoffel.

Under protester fra økologiske landmænd og grønne organisationer gav det amerikanske landbrugsministerium fredag grønt lys til udplantning af de første genmodificerede kartofler til kommerciel dyrkning på landmændenes marker.

Kartoflen er udviklet af J.R. Simplot Co. og indeholder mindre af  et skadeligt stof, der dannes, når man steger kartofler. Den genmodificerede kartoffel er også mere hårdfør og dermed mindre modtagelig for stød og hårdhændet behandling under transport.

Kartofler bliver let angrebet af skimmel og er en af de mest sprøjtede afgrøder overhovedet.

Simplot er en af de største leverandører af frosne pomme frites til fastfood giganten McDonald’s, skriver Washington Post.

Fra 2009 til 2011 er der gennemført markforsøg med den genmodificerede kartoffel i otte amerikanske stater: Florida, Indiana, Idaho, Michigan, Nebraska, North Dakota, Washington og Wisconsin.

Næsten alle sojabønner er genmodificerede
Mere end 90 procent af sojabønnerne på de amerikanske marker er nu genmodificerede. Det samme gælder omkring 89 procent af majsen, som har fået egenskaber, som blandt andet gør afgrøderne modstandsdygtige over for sprøjtegift (herbicidtolerance).

Indtil videre har USA ikke godkendt genmodificeret udgaver af kornafgrøder som fx hvede. Også frugt og grønt er hidtil gået fri.

Fredagens godkendelse kommer fra den amerikanske Animal and Plant Health Inspection Service (APHIS). Også den amerikanske miljøstyrelse samt the Food and Drug Administration siger god for kartoflen.

APHIS har modtaget i hundredevis af henvendelser fra enkeltpersoner og grupper som er stærkt kritiske over for udviklingen af genmodficerede afgrøder i USA, skriver Washington Post.

 

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: