Danmark har fået meget for de penge, der er investeret i økologiforskning. Det kan man læse i den rapport, som ICROFS, der er et center for økologisk forskning på Aarhus Universitet, og fødevareministeren præsenterer på en konference i Landstingssalen tirsdag eftermiddag.
Det glæder fødevareminister Mette Gjerskov.
-Pengene til økologisk forskning er virkelig godt givet ud, og det bekræfter mig i, at forskning og udvikling er en hjørnesten i den grønne omstilling i Danmark. Forskningen er det lokomotiv, der skal trække os frem mod regeringens mål om at fordoble det økologiske landbrugsareal inden 2020, og når vi kan nå så langt på 15 år, tænk, hvor langt vi så kan nå i de kommende år, siger Mette Gjerskov.
I løbet af de 15 år, som rapporten dækker, er økologiske fødevareproducenter gået fra at omsætte for i alt en halv milliard kroner om året, til syv milliarder kroner om året. I samme periode er det økologiske landbrugsareal blevet syv gange større.
I rapporten bliver forskning i økologisk fødevareproduktion sammenlignet med forskning i konventionel fødevareproduktion, og her viser det sig, at forskningen i økologi holder et meget højt niveau. Samtidig har forskningen i økologi udviklet nye metoder, der også kan bruges uden for den økologiske verden.
Niels Halberg, der er centerleder for ICROFS, er også begejstret for rapportens konklusioner.
- Analysen viser, at uden denne forskning og udviklingsindsats ville vi ikke have haft den nuværende økologisektor. Flere økologiske landmænd ville, ifølge planteavlskonsulenterne, være gået tilbage til konventionelt landbrug, bl.a. fordi de ikke ville have kunnet styre ukrudt og næringsstoffer. Forskningen har hjulpet med at sikre en voksende og stabil forsyning af råvarer af god kvalitet, noget som ikke var så let for 10-15 år siden.