Den afgåede miljøminister Esben Lunde Larsen (V) talte usandt, da han på et samråd 10. april oplyste, at 50 af de 119 danske vandområder havde kurs mod at opfylde kravet om god økologisk tilstand i EU’s vandrammedirektiv.
Det fastslår flere af de forskere, som holder øje med det danske vandmiljø, ifølge Ingeniørens netmedie ing.dk.
Esben Lunde var kaldt i samråd for at tale om analyseskandalen, hvor Miljøstyrelsen i et årti missede, at indholdet af kvælstof og fosfor i vandmiljøet blev analyseret med en uegnet metode.
Den var med til at tegne et skønmaleri af tilstanden i vandmiljøet.
Esben Lunde: En succes
Den daværende miljøminister erkendte på samrådet, at Danmark ville få mere iltsvind end ellers beregnet, fordi der er mere kvælstof i fjorde og indre farvande, end målingerne viser. Han sagde blandt andet:
»Vi så ud til at komme op på de godt 50 kystnære vandområder, der kunne komme i god opfyldelse. Det er jo en succes, at man kan have et aktivt landbrug i Danmark på så stort et areal, som vi har, samtidig med at man kan køre en klar miljøpolitik, der viser, at man kan få sit vandmiljø i bedring. Det har glædet mig meget at se. Nu er glæden svundet med et par procent, men glæden kan jo komme tilbage, når vi får nye indsatser gjort.«
Intet belæg for påstanden
Men ingen af de forskere, som Ingeniøren har talt med, kan genkende, at 50 vandområder var på vej til at komme i god økologisk tilstand, heller ikke før analysefejlene blev opdaget.
»Jeg ved ikke, hvor han har det fra, men der er ikke belæg i data for at sige, at 50 områder er på vej mod god økologisk tilstand. Der er stadig et langt stykke vej for de fleste vandområder, selv om der kan være enkelte, som har opnået god tilstand,« siger professor Jacob Carstensen, Aarhus Universitet til ing.dk.
Jacob Carstensen er hovedforfatter på den officielle miljørapport, Novana, om marine områder.
Udvaskningen fra markerne skal falde med en fjerdedel
Hans kollega, professor Stiig Markager ved Aarhus Universitet, er ansvarlig for de beregninger, som fastslår, at udvaskningen af kvælstof fra markerne skal falde med en fjerdedel for at opnå god økologisk tilstand i Danmarks 119 vandområder.
»Kun ca. fem vandområder var ved at komme i god tilstand, og det var før vedtagelsen Landbrugspakken,« oplyser han og nævner områder i Roskilde Fjord og Køge Bugt.
»Hvis han mente i 2027, så nærmer vi os måske noget, som var realistisk før vedtagelsen af Landbrugspakken, men 50 områder i denne planperiode er helt urealistisk. Jeg tror faktisk ikke engang på det i 2027,« siger Stiig Markager til Ingeniøren.
Planperioden, han henviser til slutter i 2021.
Kun to vandområder er i god økologisk tilstand
Lektor og forskningsleder Mogens Flindt, Syddansk Universitet, siger til Ingeniøren, at kun to af de 119 vandområder i dag opfylder betingelserne for god økologisk tilstand, og lektor Jens Borum fra Københavns Universitet erklærer sig med egne ord også »voldsomt skeptisk« over for Esben Lundes udsagn.
Esben Lunde Larsen trådte tilbage for tre uger siden og erklærede, at han ikke genopstiller ved næste folketingsvalg. Hans afløser på posten som miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen, har ifølge Ingeniøren ikke ønsket at kommentere oplysningerne i artiklen.