Formodet giftig laks er spist

DIOXIN – Danske forbrugere skal ikke være bange for at spise svenske Østersø-laks, som muligvis indeholder dioxin, siger Fødevarestyrelsen.

- Danskerne skal ikke være bekymrede for at spise dioxin-laks, siger lederen af Fødevarestyrelsens rejsehold, Michael Rosenmark, til Ritzau.

Siden onsdag har rejseholdet undersøgt, hvorvidt danske virksomheder har købt og solgt svensk østersølaks fra fiskeeksportfirmaet Chrisfish Hanstholm ApS.

Deres undersøgelse viser, at 15 danske virksomheder har modtaget 13 ton laks fra Chrisfish som muligvis kunne indeholde dioxin.

Ud af de 13 ton er otte sendt videre til udlandet, mens fem er endt i Danmark.

- Vi har fundet ud af, at laksen, der er solgt et sted mellem 31. januar 2011 og frem til i dag i de 15 danske virksomheder, er blevet solgt som kølevarer med kort holdbarhed. Det vil sige, at laksen er spist. Og derfor skal danske forbrugere ikke være nervøse, siger Michael Rosenmark.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER:

  • Søg efter relaterede artikler. Anvend søgefunktioen nederst i venstre hjørne og indtast dit søgeord.