For meget nitrat i drikkevandet kan give tarmkræft

SUNDHED – En ny stor undersøgelse viser, at nitrat i i drikkevandet øger risikoen for tarmkræft. Det bør give anledning til overvejelser om grænseværdien, mener vandsektoren. Meget grundvand indeholder høje mængder nitrat og er under pres på grund af gødning. Tidligere var den vejledende grænseværdi det halve af den nuværende.

Kampen om drikkevandet strammer til. Landbruget ruster sig nu til et retsligt opgør. Foto: Colourbox

Resultaterne af den hidtil største folkeundersøgelse viser, at der er sammenhæng mellem tarmkræft og nitrat i drikkevandet. Studiet fra Aarhus Universitet, der netop er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift International Journal of Cancer, vækker bekymring i vandsektorens brancheorganisation, DANVA.

- De sundhedsmæssige konsekvenser af nitrat i drikkevandet er en sag for Styrelsen for Patientsikkerhed, men DANVA opfordrer, at politikerne tager resultaterne i undersøgelsen meget alvorligt og hurtigt vurderer, om den nuværende grænseværdi er den rigtige. Det her handler om forbrugernes tillid til vores drikkevand, siger seniorkonsulent i DANVA, Claus Vangsgård.

- Vi har i mange år haft viden om, at der var en sammenhæng mellem nitrat i drikkevandet og helbredet. Men det er første gang, at et så stort studie viser, at nitrat i mængder, der er meget under den nuværende grænseværdi, kan være alvorlige.

Grænseværdien for nitrat i drikkevand er 50 mg pr. liter. Undersøgelsen viser, at ved koncentrationer af nitrat over 9,3 mg pr. liter er der 16 procent større risiko for at få tarmkræft end, når den er under 1,3 mg pr. liter.

- Tidligere havde man en vejledende grænseværdi på 25 mg pr. liter. Det havde man af forsigtighedsmæssige grunde. Men resultaterne af den nye undersøgelse viser nu, at der er al mulig grund til at være tage forsigtighedshensyn, siger Claus Vangsgård.

Omkring grænseværdien
Mange grundvandsmagasiner er i dag belastet af nitrat i en grad, så indholdet ligger omkring grænseværdien.

- Landbrugspakken giver jordejere mulighed for at gøde mere end tidligere. Det kan alt andet lige få betydning for niveauet af nitrat i grundvandet. Resultaterne af den nye undersøgelse viser med al mulig tydelighed, at der er grund til at være påpasselig med det pres, man udsætter grundvandet for, siger Claus Vangsgård.

Han understreger dog, at langt de fleste danskere får leveret drikkevand, der har et nitratindhold på omkring 1 mg pr. liter.

200.000 drikkevandsprøver
Forskerne fra Aarhus Universitet har beregnet, hvor meget nitrat danskerne har fået fra drikkevand der, hvor de har boet, og sammenholdt det med oplysninger om danskernes kræftdiagnoser.

De har fulgt 2,7 millioner danskere i perioden 1978-2011 og baseret nitratanalyser af over 200.000 drikkevandsprøver. Det gør undersøgelsen til den største og mest detaljerede på området.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: