Fodermangel udløser dispensation til økologer

Et koldt forår og en tør sommer har skabt problemer for de økologiske mælkeproducenter. De har ikke høstet nok grovfoder på markerne. Foto: Colourbox

FODERMANGEL – Hvis du er økologisk mælkeproducent og mangler økologisk grovfoder, kan du frem til 15. maj næste år få dispensation til at bruge mindre grovfoder til køerne.

Et meget koldt forår og en tør sommer i Danmark volder problemer for de økologiske mælkeproducenter. Mange af dem mangler økologisk grovfoder den kommende vinter. Derfor giver NaturErhvervsstyrelsen nu dispensation til økologiske landmænd.

Det er især malkekvægsbesætninger, der må holde for. Efter statens økologi-regler skal malkekøerne have 60 procent grovfoder, dog minimum 50 procent i de tre første måneder, efter at køerne har har fået kalv.

Kan nedsætte andelen
Hvis du er økologisk mælkeproducent, og mangler økologisk grovfoder, kan du derfor i perioden fra indbinding i 2013 til 15. maj 2014 nedsætte grovfoderprocenten til et gennemsnit på 55 procent pr. dyr pr. dag.

Dispensationen gælder for både dine malkekøer og de kvier, der skal indgå i malkekvægsbesætningen, oplyser NaturErhvervsstyrelsen.

Du skal i øvrigt være opmærksom på, at også ribbehøstede afgrøder kan bruges som grovfoder.

Hvis det ikke løser situationen med grovfodermangel i din besætning, eller du har problemer med grovfodermangel i en anden produktionsform end malkekvæg, skal du henvende dig til enheden for Økologi & Landbrugslov i Center for Jordbrug i NaturErhvervstyrelsen.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: