FN’s verdensmål giver salg for grøn dansk teknologi

MILJØ – Mange lande skruer op for investeringer i grøn teknologi for at leve op til FN’s verdensmål, og danske virksomheder har gode muligheder for at få del i det voksende marked.

Energiproducerende renseanlæg fra Aarhus Vand. Foto: Ole Hartmann Schmidt

I dag tager miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen til historiens andet miljøministertopmøde i Nairobi i Kenya for at diskutere kursen for FN’s miljøarbejde med flere end 100 af sine ministerkolleger fra hele verden.

Verdensmålene for bæredygtig udvikling fra 2015 skal tænkes ind i de kommende års indsatser. Også sammenhængen mellem miljø, sundhed og velfærd er på dagsordenen.

-Hvis verdens lande vil leve op til de nye verdensmål, så kræver det store investeringer i grøn teknologi. Den teknologi kan danske virksomheder levere. For eksempel vil målsætningen om rent vand til alle borgere øge efterspørgslen på vandrensningsteknologi, siger Esben Lunde Larsen.

Indførsel af renere teknologier og sikker håndtering af kemikalier og affald er blandt de centrale virkemidler, der skal forbedre sundheden for verdens befolkning, og Danmark vil arbejde for, at FN’s miljøprogram vil prioritere sin indsats på dette område for at nå målene.

Efter miljøministertopmødet indledes et eksportfremstød i Kenya, hvor ministeren deltager sammen med Landbrug & Fødevarer og DI. Blandt deltagende virksomheder er Grundfos, AVK, Cimbria og CT-Technologies.

Topmødet i Nairobi

  • FN’s miljøministertopmøde finder sted i Kenyas hovedstad Nairobi i perioden 23. – 27. maj 2016. FN’s miljøprogram, UNEP har haft hjemme i Nairobi i mere end 40 år.
  • Verdens miljøministre fungerer som en slags bestyrelse for FN’s miljøprogram og mødes hvert andet år.
  • Ud over miljøministrene deltager direktører fra forskellige FN-organer og virksomheder.
  • På mødet udstikker ministrene en retning for de kommende års miljøarbejde.
  • I år skal ministrene diskutere, hvordan FN’s verdensmål, som blev vedtaget i september 2015, skal implementeres.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: