Mere økologisk landbrug vil være en stor fordel for Afrika. Økologi vil give bedre ernæring og samtidig betyde et plus for både miljø, indtjening i landbruget, marked og beskæftigelse.
Sådan sagde Petko Draganov, vicedirektør i UNCTAD, der er FN’s institution for handel og udvikling, da han onsdag talte ved Den 2. Afrikanske Økologiske Konference, som løber af stabelen i Zambias hovedstad, Lusaka.
- Økologisk landbrug kan tilbyde en imponerende vifte af fordele for udviklingslandene, herunder Afrika. Det gælder fødevaresikkerhed, økonomi, miljø og sundhed, sagde Petko Draganov ifølge FN’s pressetjeneste.
I sin tale understregede han, at UNCTAD støtter den voksende anvendelse af økologiske metoder i Afrika. FN-institutionen har til opgave at fremme integreringen af udviklingslandene i den globale økonomi.
Mange småbønder har omlagt
Godt hjulpet af vestlig bistand har mange afrikanske småbønder i de sidste ti år omlagt deres ofte små jordlodder og dyrker nu økologisk. Allerede nu har Afrika flere certificerede økologiske bedrifter end noget andet kontinent.
Draganov gjorde desuden opmærksom på, at økologisk landbrug også var et centralt emne ved UNCTAD-konferencen for nylig i Qatar.
- Konferencen understregede vigtigheden af fødevaresikkerhed, bæredygtigt landbrug, og en overgang til en grøn økonomi, sagde han. Det er klart, at temaet for dette møde – økologisk landbrug – kan få en vigtig rolle i bestræbelserne på at fremme en bæredygtig og inkluderende udvikling.
Økologi giver højere udbytter
Blandt målene for den tre dage lange konference i Lusaka er udviklingen af en økologisk handlingsplan for Afrika. Handlingsplanen skal fremme øget omstilling, strømline certificeringen og skabe lige vilkår for handel med økologiske produkter fra Afrika.
Ifølge UNCTAD, der har beskæftiget sig indgående med økologiske produktionsmetoder i årevis, stiger bøndernes udbytter i marken ofte med 100 procent eller mere, når de begynder at anvende de almindelige økologiske metoder, som omfatter sædskifte, kompostering, jorddække med videre.
Nye job og bedre indtjening
Samtidig er økologien med til at give de afrikanske bønder flere penge mellem hænderne, fordi de på det internationale marked kan opnå en pæn merpris for deres økologiske varer. Økologi er også med til at skabe nye job og bedre beskæftigelse i landdistrikterne, pointerer UNCTAD.
Konferencen i Lusaka er arrangeret af UNCTAD, Den Afrikanske Union, IFOAM, der er økologernes internationale paraplyorganisation, FAO, der er FN’s fødevareorganisation, Landbrugsministeriet i Zambia og de økologiske producent- og forarbejdningsvirksomhederi Zambia.