Flis øger Danmarks udledning af CO2

KOMMENTAR – Det er ikke bæredygtigt at afbrænde flis fra statens skove i fjernvarmeværkerne. Miljøministerens argumenter for flis til den grønne omstilling holder ikke vand, skriver Søren Wium-Andersen.

Kæmpestak af træer, der venter på flisning. Umiddelbart kan det ses, at det ikke drejer sig om »..en efterladt trætop«, men om store træer, som villel gavne biodiversiteten, hvis de blev efterladt i skoven.

Af Søren Wium-Andersen, biolog, cand.scient.

I statens skove ligger der mange meter høje bunker af træer, som i de kommende måneder skal flises, inden de køres ind på biomasseværkerne og omdannes til fjernvarme. Fint for miljøet hører jeg ofte. Men den påstand er ikke rigtig. Flis øger den danske CO2 udledning.

»Afbrændingen af biomasse fra træer frigiver i de fleste tilfælde mere CO2 til atmosfæren, per energienhed, end det fossile brændsel, som biomassen erstatter«, er budskabet i en rapport fra EU-Kommissionen.

Ministeren svarer udenom
Men den kendsgerning forholder miljøministeren sig ikke til i et svar på spørgsmål 524 til Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg. I svaret om bæredygtigheden i at afbrænde flis fra statens skove, meddeler ministeren, at regeringen vil have tid til at analysere EU-Kommissionens allerede nu fire måneder gamle rapport, før »der kan fastlægges en konkret holdning hertil«.

Ovennævnte svar fra miljøministeren var forfattet i Miljøstyrelsen. Anderledes kontant synes svarene fra ministeren til Folketinget at være på spørgsmål 522 og 523 om flisens økonomi og dens nytteværdi i statens skove.

Naturstyrelsen: Flisen gavner grøn omstilling
Svaret er forfattet af en anden af ministeriets styrelser nemlig Naturstyrelsen. Det oplyses i svar 522, at flisen er med til gavne den grønne omstilling, da flisen er certificeret efter flere internationale standarder, og at nettoindtægterne ved salg af løvtræsflis er 57 kroner per rummeter.

Men der ruttes ikke med sandheden i svaret til Folketinget. For de internationale standarder tager ikke højde for en øget CO2 udledning fra den flis, der produceres. Samtidigt hermed forties tre væsentlige skader, der alle er forårsaget af skovningsmaskinerne, og som ikke er indregnet i nettofortjenesten.

Vejene ødelægges, og i bevoksninger skades træernes bark. Endelig er der afvandingsproblemer i skovene, som er et resultat af den traktose, der opstår, når tonstunge maskiner kører rundt i en regnvåd skovbund og trykker jorden.

Tvivlsomt resultat
Jeg tvivler på, at Naturstyrelsen opnår et positivt nettoudbytte på salget af flis, hvis disse udgifter indregnes. Men det undlader ministeren at opgøre på trods af, at der netop er spurgt til nettoindtjeningen ved salget af flis.

Hvad angår biodiversiteten, så oplyser ministeren, at »en efterladt trætop« ikke har megen værdi for biodiversiteten. Hvorfor skriver ministeren det? For det er træer med en diameter på op til 60 centimeters tykkelse, som de monstrøse flismaskiner tygger i småstykker i skoven? Træer af disse dimensioner vil gavne biodiversiteten, hvis de var blevet efterladt i skoven.

Hvornår kommer der et konkret svar på spørgsmål 524?

For lige nu køres der tusinder af rummeter flis ud af statens skove, samtidig med at skovens biodiversitet forringes. Det kan vel ikke være meningen med statens flisproduktion?

Jeg vil håbe, at staten stopper flisproduktionen, når den erkender EU-Kommissionens miljøvurdering af, at afbrændingen af biomasse har en negative indflydelse på CO2 balancen.

Flis beskattes ikke
Biomasseværkernes store glæde ved anvendelse af biomassen skyldes udelukkende, at der ikke er skat på denne energiform.

Derfor finder jeg, at der er behov for at stoppe udnyttelsen af flis i statens skove her og nu og lade det, der i dag flises, blive liggende i skovbunden til gavn for biodiversiteten.

 

Læs også:
Arbejdsdokument fra EU-Kommissionen

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: