Flertallet er udvidende om plastikforurening

MILJØ – En plastikflaske er 450 år om at blive nedbrudt. Men 60 procent af danskerne er ikke klar over det. Salget af vand på flaske er steget ti procent siden 2011.

En plastikflaske er 450 år om at blive nedbrudt, men 60 procent af befolkningen tænker ikke over de miljømæssige konsekvenser. Foto: Colourbox

Mængden af plastik i verdenshavene vokser, og forureningen er nu så voldsom, at mange fisk og havpattedyr har plastik i maven. En undersøgelse fra 2016 viser, at 23 procent af fiskene har små og større stykker plastik i maven.

Både FN og grønne organisationer advarer mod udviklingen. Alligevel er det kun de færreste, der er klar over problemets omfang.

En helt ny undersøgelse fra YouGov viser nemlig, at et flertal af befolkningen ikke tænker over de mange miljømæssige konsekvenser ved vores stigende forbrug af plastikflasker.

Siden 2011 er salget af vand på flaske i Danmark steget med 10 procent, og i takt med at mange spiser ude eller tager en bid på farten, forventes forbruget af plastikflasker at stige.

60 procent tænker slet ikke på konsekvenserne
At slukke tørsten i vand eller en danskvand på flaske i ny og næ, kan nok ikke betyde det store for miljøet – særligt ikke, hvis flasken pantes. Sådan tænker mange danskere formentlig, og det bakkes op af en ny undersøgelse foretaget af YouGov for SodaStream.

- Undersøgelsen viser, at et flertal af danskerne, hele 60 procent af de adspurgte, slet ikke eller i mindre grad tænker over de miljømæssige konsekvenser ved at købe vand på flaske. Kun syv procent er i høj grad opmærksomme på, at plastikflaskerne forurener, og det er tankevækkende, mener Michele Fitzwilliams fra SodaStream, som har iværksat undersøgelsen.

- Hos SodaStream har vi en erklæret mission om at få danskerne til at skære ned på forbruget af engangs-flasker af plastik. Første skridt i den retning er at oplyse om problemet og understrege, at engangsplastikflasker er unødvendige. Uanset om vi vil have vand med eller uden kulsyre, findes der et billigere og langt mere miljøvenligt alternativ i vores vandhaner, hvor vi har noget af verdens bedste drikkevand, tilføjer hun.

Mere oplysning skal skabe handling
Ifølge undersøgelsen er befolkningens viden om plastikforurening begrænset. Omkring 80 procent svarer, at de ikke ved, at kun 29,7 procent af plastik i EU genbruges, og at 18,8 billioner plastikflasker hvert år ender på landjorden. 60 procent er heller ikke klar over, at det tager 450 år for en plastikflaske at nedbryde.

- Det er dybt bekymrende, at danskerne ikke ved nok om, hvor alvorligt problemet med plastik er, når vi samtidig kan se, at intentionerne er gode. Mere end halvdelen af danskerne svarer, at de gerne vil skåne miljøet for plastflasker ved at købe mindre danskvand på flaske, men realiteten er desværre en anden. Jeg tror, der skal mere oplysning til for at få danskerne til at tænke over konsekvenserne og ikke mindst handle derefter, siger Michele Fitzwilliams.

Det bakkes op af undersøgelsen, hvor 36 procent svarer, at de i meget høj eller høj grad ville skære ned på forbruget af vand og danskvand på flaske, hvis de vidste mere om de miljømæssige konsekvenser.

FAKTA om undersøgelsen

  • Undersøgelsen er gennemført af analyseinstituttet YouGov for SodaStream. Der er i alt gennemført 1005 CAWI-interview med danskere i alderen 18-65 år, i perioden. Undersøgelsen er gennemført i perioden 10. januar – 16. januar 2017.
  • Ifølge rapporten Bottled Water in Denmark af Euromonitor International fra februar 2017 er salget af vand på fra 2011 – 2016 steget fra 83,4 mio. liter til 91,7 mio. liter, svarende til en stigning på 9,95 %.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: