De hårdnakkede klimafornægtere, som pure afviser enhver snak om, at klimaforandringerne er menneskeskabte, taber terræn i USA. En ny meningsmåling viser, at flere amerikanere end tidligere erkender, at klimaforandringerne er en reel trussel. Undersøgelse er foretaget af Duke University.
Lidt mere end halvdelen af de adspurgte svarer, at klimaforandringerne primært er et resultat af menneskelig aktivitet såsom afbrænding af fossile brændstoffer.
Fleste overbeviste
50 procent er overbeviste om, at klimaforandringerne faktisk finder sted, og 34 procent siger ‘sandsynligvis’. Det er det højeste niveau i en national meningsmåling om holdningen til klimaforandringer siden 2007.
Mange ser gerne, at præsident Obama gør noget ved problemerne og næste to tredjedel, 64 procent går ind for en eller anden for for regulering af udledningen af drivhusgasser fra kraftværker, fabrikker og biler. De ser også gerne en udbygning med vedvarende energi.
Begrænset tilslutning til CO2-afgift
Det er dog kun en tredjedel af de adspurgte, som går ind for en CO2-afgift, men mange har endnu ikke taget stilling til spørgsmålet, og 36 procent siger, at de hverken er for eller imod.
Duke University har spurt 1.089 voksne. Undersøgelsen blev gennemført 16.-22. januar.