Et flertal af EU-landene stemte fredag for at forbyde pesticider og bejdsemidler, der indeholder de såkaldte »neonikotinoider«, der er med til at udrydde bierne.
Kun Danmark stemte sammen med Rumænien og Tjekkiet imod et forbud, selv om en videnskabelig udredning fra EFSA, der er EU’s rådgivende komité for fødevaresikkerhed, har vist, at de kemiske sprøjtegifte er skadelige for bierne og dermed svækker en central del af naturens økologiske kredsløb.
Ifølge nyhedsmediet ing.dk lykkedes det i 11. time at få hjælp fra Dansk Folkeparti til miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens og den danske regerings kamp imod et EU-forbud.
Bierne er en uundværlig del af økosystemet, og uden dem begrænser vi vores muligheder for at dyrke mad på markerne og i haven. Bier og insekter bestøver nemlig tre fjerdedele af alle vilde planter og spiselige afgrøder som frugt, grønsager og kartofler. Uden bier og insekter ville vi være nødt til at indføre kunstig bestøvning.
DN: Absurd at Danmark forsøgte at forhindre et forbud
- Det er en sejr for naturen, fordi det altid er svært at få naturens behov sat over landbrugserhvervets. Men her har langt de fleste EU lande heldigvis valgt at tage biernes parti, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.
Hun kalder det »helt, helt absurd, at Danmark sammen med Rumænien og Tjekkiet forsøgte at forhindre et forbud.«
Socialdemokraten Vytenis Andriukaitis fra Litauen, der er EU-kommissær for sundhed og fødevaresikkerhed, er glad for resultatet af afstemningen.
- Biers helbred er afgørende vigtigt for mig, fordi det handler om mangfoldighed i naturen, madproduktion og miljø, siger han ifølge Ritzau.
Kemikoncernen Bayer, som sælger og har udviklet flere af de giftige kemikalier, kaldte ifølge nyhedsbureauet Reuters forbuddet for »a sad day for farmers and a bad deal for Europe«. Forbuddet vil ikke hjælpe bierne, mener Bayer, som i et brev forinden afstemningen havde opfordret EU-Kommissionen til at udsætte afstemningen til senere.
Efter afstemningen bliver det nu forbudt i hele EU at anvende stofferne »imidakloprid«, »klotianidin« og »tiamethoxam« på marker og andre steder i den åbne natur. Forbuddet gælder ikke i drivhuse.
Dispensationer tre år i træk
Danmark har aldrig tilladt at sprøjte med »neonics«, som de også kaldes. Alligevel har danske myndigheder tre år i træk givet dispensation til at bejdse blandt andet rapsfrø med de kemiske midler, inden rapsmarkerne bliver sået i efteråret.
Landbrug & Fødevarer, som organiserer både landmænd og dele af kemikalieindustrien, er bekymret over, at EU nu skrider ind over brugen af sprøjtegifte.
- For den danske planteavler kommer det til at betyde større udgifter, potentielt mindre udbytter, større forbrug af insekticider og måske også udfasning af nogle produktioner, siger Torben Hansen, formand for planteavlerne i Landbrug & Fødevarer.
Forbuddet vil også ramme cirka 1.000 danske roedyrkere, som tilsammen dyrker 34.000 hektar med sukkerroer.
Ødelægger biernes evne til at finde vej
Ifølge Danmarks Naturfredningsforening er er tre ud af 29 danske humlebi-arter uddøde, mens yderligere ni arter er truede.
Både honningbier og vilde bier forsvinder i bekymrende hast, og seneste vinter døde hver femte bifamilie, viser tal fra Danmarks Biavlerforening. Det er fjerde år i træk, at vinterdødeligheden stiger.
Neokontinoiderne slår ikke bierne ihjel, men svækker deres modstandsdygtighed over for sygdomsangreb. Forskning har også vist, at de kemiske midler ødelægger biernes indbyggede biologiske GPS-system og derfor gør det svært for dem at finde vej, når de skal tilbage til deres stader.