Flere nazi-bunkere skal væk

NATUR: 120 af de farlige betonbunkere langs Vestkysten er allerede fjernet. Nu er regeringen klar med fire millioner kroner ekstra for at få endnu flere fjernet.

Man begyndte at fjerne de gamle nazi-bunkere i 2013. Nu har man fjernet 120 af de i alt 600 bunkere langs Vestkysten. Foto: Miljøministeriet

Blotlagt armering fra betonbunkere langs Vesterhavet og badegæster er en farlig kombination. Derfor har regeringen som del af Udkantspakken afsat fire millioner kroner til at fjerne endnu flere af de gigantiske armerede betonklodser, så turister og badegæster kan få en mere tryg strandtur ved Vestkysten. Indtil 2013 var der 600 bunkere langs Vestkysten.

- Man skal kunne bade og lege ved Vestkysten uden at frygte spidse jernpigge fra gamle bunkers. Derfor afsætter vi nu fire millioner kroner mere til at fortsætte den indsats, som siden 2013 har fjernet cirka 120 farlige bunkers på strandene, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

Havet får betonen til at erodere, så armeringen stikker frem. Nogle bunkere i vandkanten skal fjernes helt, mens andre kan sikres ved at klippe armering væk. Det vil gøre kyststrækningerne mere sikre og attraktive for turister og andre badegæster og dermed styrke kystturismen.

Penge til at sikre sejlruter
Det er ikke kun betonen i bunkerne, som havet påvirker. Store mængder sand flyttes af havstrømme, som får sejlrender og indsejling til havne til at lukke til.

For at sikre infrastrukturen i indsejlinger og havne afsætter regeringen 10,5 millioner kroner yderligere til oprensning af sand i de områder, hvor staten har ansvaret for at holde en given sejldybde.

- Det er vigtigt for skibstrafikken, at den nødvendige vanddybde sikres. Det er statens opgave på samme måde som snerydning på motorvejene, og vi kan se, at det kræver en større indsats at holde havne og sejlrender åbne, siger Kirsten Brosbøl.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: