Flere får adgang til jagt på statens arealer

JAGT – Miljøministeren afskaffer alle repræsentationsjagter på statens jord. Fremover vil alle nye jægere blive tilbudt en jagt, og flere forskellige jægere skal inviteres med, når vildtbestanden skal reguleres.

Alle nye jægere skal så vidt muligt have mulighed for at komme på jagt i vores fælles natur. Foto: Peter Lassen

Miljøminister Kirsten Brosbøl ønsker, at jagt på statens arealer skal komme flest muligt til gode. Hun ændrer derfor nu retningslinjerne for statslige jagter og gør deltagerkredsen bredere og mere transparent.

Naturstyrelsen har som vildtforvaltere på statens arealer hidtil afholdt omkring 120 repræsentationsjagter med samarbejdspartnere og lokale jagtforeninger om året for at regulere vildtbestanden. Repræsentationsjagterne bliver nu afskaffet. Til gengæld fordobles antallet af jagter for jægere, der lige har fået deres jagttegn.

Fra næste jagtsæson vil antallet af nyjægerjagter stige fra 40 til 80. Det betyder i praksis, at alle forventede interesserede nye jægere vil kunne få tilbud om en jagt på statens arealer.

Dobbelt så mange pladser
- Det er vigtigt for mig, at alle nye jægere så vidt muligt får mulighed for at komme på jagt i vores fælles natur. Jeg fordobler derfor nu antallet af pladser, så alle nyjægere kan få erfaring og oplevelser med en første jagt, siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

De øvrige jagter på statens arealer bliver færre. Fokus vil være på at udleje så meget jagt som muligt. I dag er jagten udlejet på 66.500 hektarer, hvilket indbringer Naturstyrelsen omkring 20 mio. kroner årligt til driften.

Nu gennemgår Naturstyrelsen arealerne for at sikre, at alle arealer, hvor der ikke er væsentlige konflikter med andre brugergrupper eller naturhensyn, og som er attraktive nok til privat jagt, bliver udlejet eller brugt til salg af dagjagter, hvor alle jægere kan købe en plads.

På de arealer, der bliver tilbage, vil vildtet fremover blive reguleret ved hjælp af invitationsjagter. Den hidtidige praksis med at afholde et årligt personalejagtsarrangement vil ligeledes blive indstillet bl.a. for at skaffe plads til så mange som muligt.

- Jeg afskaffer repræsentationsjagterne, men der er stadig en vildtbestand, der skal reguleres. Det skal gøres på en måde, så flest mulige danskere får adgang til jagten på statens arealer, siger Kirsten Brosbøl.

Lokale jagtforeninger
Halvdelen af pladserne på invitationsjagterne tilbydes lokale jagtforeninger, som skal sikre, at deltagelsen går på skift mellem medlemmerne. Den anden halvdel tilbydes naboer og lodsejere, der hjælper med naturpleje eller generes af vildtet i dagligdagen samt frivillige jægere, der har gjort en særlig indsats for naturen eller vildtet i årets løb.

- Man skal kun kunne få del i jagten på statens arealer, hvis man gør en særlig indsats. Det kan være natur- eller vildtpleje, og det er ikke de samme, der skal inviteres år efter år. Flere skal have adgang til jagt på statens arealer, siger Kirsten Brosbøl.

Den nye praksis for jagt på Miljøministeriets arealer bliver indført fra næste jagtsæson.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: