Flere døde af listeria-bakterier i mad

Listeria er en bakterieslægt med seks arter. Den kan forekomme i kød- og mælkeprodukter samt i rå grønsager.

LISTERIA – Et udbrud af listeria har resulteret i adskillige dødsfald. 12 er døde, men ikke alle dødsfald kan med sikkerhed tilskrives listeria.

12 syge og svækkede danskere menes at være døde af den livsfarlige sygdom listeriose, som de har fået af at spise lammerullepølse eller andet pålæg fra Jørn A. Rullepølser på Sjælland.

Det viser en gennemgang, som Statens Serum Institut (SSI) har lavet i forbindelse med et udbrud af listeria, der især i de seneste tre måneder har ramt danskerne.

20 er blevet smittet
I alt er 20 blevet smittet, hvoraf 11 er kvinder og ni er mænd i alderen 43-89 år. De er bosat i hele landet, oplyser SSI.

- Der er 12 patienter, der er afgået ved døden indenfor 30 dage efter prøvedato. I lighed med tidligere listeria-udbrud havde patienterne alvorlig underliggende sygdom, og dødsfaldene kan derfor ikke med sikkerhed tilskrives listeria-infektionen, skriver Statens Serum Institut.

- Det er dybt ulykkeligt, at listeriabakterier i vores lammerullepølse med stor sandsynlighed har ført til sygdom og dødsfald. Det påvirker os helt utroligt meget – både medarbejdere og ledelse, siger ejeren af rullepølse-fabrikken, Palle Andersen til Ritzau.

Kødprodukterne omfatter rullepølser, brunchpølser og røget mørbrad, der er solgt i butikskæderne Superbest, Eurospar og Spar.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: