Fiskeopdræt skader det naturlige havmiljø
KOMMENTAR – Direktøren for Dansk Akvakultur, mener, at vi skal øge produktionen af fisk i havbrug for at mindske presset på de vilde fiskebestande. Det er lodret forkert, da det kræver tre kilo vildfisk at opdrætte et kilo ørred, skriver Nina Bjarup Vetter, formand i Blak.
Fiskeopdræt fodres.
Nina Bjarup Vetter, Formand for den lokale miljøforening Blak og medlem af DN-syddjurs bestyrelse
Der er en lang række uheldige sammenfald mellem svinefarme og havbrug. Hele ideen med intensivt at producere levende væsener igangsætter en dominoeffekt af miserable redningsforsøg. Herunder det redningsforsøg, man nu forsøger at hente hjem ved L 111 om kompensationsopdræt for de stærkt forurenende havbrug.
Det er ikke korrekt, at kompensationsopdræt er dokumenteret som effektivt i forhold til at optage den enorme ekstraudledning af fosfor og kvælstof, som de planlagte havbrug producerer, som direktør Brian Thomsen, Dansk Akvakultur påstår i Altinget 31. januar.
I hvert fald fremgår det, også fra erhvervet selv, at det ikke er at regne for best available technology, BAT, som kravet er til forurenende virksomheder.
Det eneste, man med sikkerhed ved, er, at kompensationsopdrættene, i lighed med havbrugene selv, lægger havbunden øde, og selv udleder fækalier med videre.
Øget produktion kræver enorm mængde vildtfisk
Den første og største usandhed som Brian Thomsen bygger sin forsvarstale for havbrug på, er følgende udsagn i Altinget.dk:
Både havbrug og fiskeri skal nødvendigvis udvikles for at dække vores forbrug af fisk. I EU importerer vi cirka 70 procent af de fisk og skaldyr, vi spiser. Ved at øge produktionen i havbrug kan vi mindske presset på de vilde fiskebestande og mindske afhængigheden af import. Det vil desuden skabe vækst og jobs i landdistrikterne.
Alene to planlagte havbrug ud for Hjelm og Glatved vil stå for noget, der ligner en fordobling af den nuværende produktion herhjemme af storørred. Men for at producere et kilo ørred går der tre kilo vildfisk.
Disse ørreder, som har levet deres kummerlige liv i bur, uden mulighed overhovedet for at kunne udleve deres instinkter og naturlige adfærd, høstes, når de er i værst tænkelige tilstand som spisefisk, og ender blandt andet som minkfoder.
Produktionen fra Hjarnø Havbrug og Snaptun Fisk Export, som de ansøgende havbrug hedder, er nemlig alene rettet mod det japanske luksusmarked for saltet ørredrogn i hinde »Sujiko«. Ergo vil fisken, når hun når op på en slagtevægt på fire-fem kilo have spist sig igennem det, der svarer til 12-15 kilo vildfisk.
Dette lidet grønne regnestykke for at få hundrede gram rogn kan udtages af de tilrejsende japanske sæson-arbejdere.
Hvis intentionen og argumentationen bygger på, at man har et fromt ønske om at mætte verdens sultne forbrugere, må det siges at være en fejl af de større.
Giftigt fiskefoder skal udligne fiskespild
Det åbenlyse spild af fisk forsøger man så at importere sig fra ved at hente GMO-soja i Sydamerika. Denne GMO-soja er der i forvejen en masse skidt at sige om, men langt det værste er det høje indhold af plantegiften endosulfan.
Dette stof hører som kusinen DDT til pop-stofferne; de persistente organiske miljøgifte, som dels er giftige, dels ophobes i mennesker, dyr og miljøet, og kun nedbrydes ganske langsomt.
Har glemt udgifterne
Det er muligt, at det Nationale Bioøkonomipanel har peget på et stort potentiale i blå biomasse, men de har øjensynligt ikke lært, at et regnestykke bør indregne både indtægter og udgifter.
Udgifterne er store havarealer, som traditionelt set er åbne og tilhører alle, ikke mindst de dyr og planter, som lever der. Samlet set er drømmen for akvakultursektoren, at der foræres dem/beslaglægges over 20 kvadratkilometer hav til deres flydende industriøer.
Milliardinvesteringer til grin
Udgiften er, at årtiers indsats på vandmiljøområdet med milliardinvesteringer fra landsiden gøres til grin. Vi skriver 2017 og vil til at anlægge industrier, som uhæmmet udleder deres urensede spildevand. Det er mildt sagt en anakronisme i tiden.
Udgiften er de hundredvis af arbejdspladser, som turismen bringer de berørte områder. Forurenet kyst og badevand vil skræmme tusindvis af turister, sommerhusejere, lystfiskere, dykkere, sejlere og ikke mindst badegæster væk fra området.
Udgiften vil være at påføre et Kattegat, der allerede gisper efter ilt, dødsstødet.
Det er en hån mod Østersølandenes samarbejde i Helcom og en hån mod at bevare livets betingelser og et levende hav.
