Finansministeren indvier økologisk biogasanlæg i Brande

ØKOLOGI – Danmarks første økologiske biogasanlæg indvies hos Axel Månsson på fredag. Kan opvarme 4.000 boliger og levere gødning til økologiske afgrøder hos en af landets største økologiske grønsagsproducenter.

Axel Månsson ved Brande har opført et biogasanlæg, som skal omdanne organisk affald til energi og gødning. Foto: Nature Energy

Finansminister Kristian Jensen indvier fredag den 2. marts det økologiske biogasanlæg, Nature Energy Månsson, i Brande. Anlægget er det største af sin art i Danmark, skriver Energy Supply.

De særlige ved biogasanlægget i Brande er, at det producerer biogas af økologiske restprodukter. Det fuldt udbyggede anlæg vil kunne producere biogas nok til at opvarme tæt på 4.000 boliger samtidig med, at det kan levere gødning til økologisk dyrkede marker.

- Jeg har i mange år drømt om at udnytte overskydende organisk biomasse fra vores grøntsags- og ægproduktion til grøn energi. Et økologisk biogasanlæg er den mest oplagte løsning. Biogassen kan nemt sendes ud til gaskunderne via gasnettet, og som restprodukt får vi værdifuld økologisk gødning til vores marker, siger direktør Axel Månsson til Energy Supply.

Lørdag den 3. marts er åbent hus på biogasanlægget. Her kan man blandt andet få mulighed for at se nærmere på biogasanlægget, deltage i konkurrencer og producere sin egen biogas.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: