Finansloven er en gyser for klima og miljø

FINANSLOV – De grønne organisationer giver regeringens finanslov det glatte lag.  Regeringens såkaldte grønne realisme dækker over en ren massakre, siger Greenpeace.

Venstre-regeringens finanslov får en ublid modtagelse hos de grønne organisationer, som kalder det en gyser og en massakre på klima og miljø. Foto: Screendump

De grønne organisationer vender sig mod regeringens finaslovsaftale. Det Økologiske Råd kalder finansloven for en »gyser for klima og miljø«, og Greenpeace karakteriserer aftalen som en »katastrofal rundbarbering på klima-, energi- og miljøområdet«.

- Vi har nu fået syn for sagen, og det står klart, at såkaldt grøn realisme dækker over ren massakre, siger Tarjei Haaland, klima- og energimedarbejder i Greenpeace.

- Det er pinligt, at regeringen sænker ambitionerne så markant, og især nedskæringerne på energiforskning og skrotning af en række gode ordninger er så kortsigtede, at det gør ondt. De er grundlaget for, at Danmark kan fastholde den førerrolle i den grønne omstilling, som andre lande roser og lader sig inspirere af, og som betyder stigende milliardindtægter fra eksport af grøn teknologi, siger Haaland.

Løkke er ude af trit med sin samtid
- Løkke er helt ude af trit med sin samtid og verden udenfor andedammen, mener Jens Mattias Clausen, klimapolitisk rådgiver i Greenpeace.

- England dropper kul, Kina slår rekorder med udbygning af sol og vind, og diplomater og statsledere fra hele verden er på vej til klimatopmøde i Paris for at forhandle en global aftale. Samtidig skærer Løkke-regeringen drastisk på hele området, og særligt besparelsen i klimafinansieringen er et kæmpe selvmål, fordi den er afgørende for at bygge bro mellem verdens rige og fattigste lande i Paris, siger han.

- At vise velvilje i spørgsmålet om klimafinansiering er altafgørende for at opnå en brugbar aftale, så vi kan afværge de mest katastrofale konsekvenser af klimaforandringer, mener han.

- Når regeringen oven i en 40 procent beskæring af finansieringen, samtidig skærer voldsomt ned på udviklingsbistanden, er det smerteligt klart, at Løkkes solidaritet med verdens fattigste ligger på et meget lille sted.

Penge skal afbøde  landbrugets forurening
Også regeringens gaveregn over landbruget, der kan glæde sig over store økonomiske tilskud samtidig med, at regeringen fjerner en lang række miljøkrav, får knubbede ord med på vejen.

- Hvis ikke, det var så trist, er det nærmest komisk, at landbruget nu får en ophævelse af randzoneloven, udfasning af kvælstofnormer og lempelser af gødskningsforbud, mens regeringen samtidig sender en regning på mere end én milliard kroner til skatteyderne for at kompensere for landbrugets forurening, siger Jan Søndergaard, politisk rådgiver i Greenpeace.

Regeringen har afsat 75 millioner kroner i 2016 og 150 millioner kroner pr. år i 2017-19 til tiltag, som skal afbøde den øgede forurening fra landbruget, som planen vil medføre.

- De afsatte beløb til at afbøde den øgede forurening fra landbruget som følge af 16-punkts planen vil forslå som en skrædder i helvede, medmindre man senere indfører andre virkemidler hertil, siger Christian Ege, sekretariatsleder i Det Økologiske Råd.

LÆS RELATEREDE ARTIKLER: